Hvis dette princip ikke eksisterede, ville menneskene komme til at leve i mørket i umindelige tider længere end det i dag er nødvendigt. Men naturen laver ikke noget meningsløst. Det er ikke lidelsen for lidelsernes skyld, der er det primære i livets mening. Det er det høje resultat, som lidelserne afføder i væsenet, der er målet. Da dette mål er skabelsen af humanitets- eller næstekærlighedsevnen, og denne kun kan opstå i kraft af, at væsenerne kommer til at opleve virkningerne af deres egne fejlagtige handlinger, er lidelsesoplevelsen absolut nødvendig. Der, hvor mennesket har opdaget fejltagelsen – ikke blot teoretisk – men også med hjertet og derved er blevet humant, er det jo ingen som helst nytte til, ja, det ville ligefrem skade, hvis væsenet her skulle have virkningerne af mangfoldige onde handlinger, det har begået i tidligere liv eller i en ukendt fortid, som det endnu ikke havde fået virkningerne af, og som det derfor måtte gennemgå til ingen som helst nytte, hvis det nu skulle have disse, efter at det var blevet human eller næstekærlig i en sådan grad, at det ikke kan gøre disse onde handlinger mere. Men også det skal vi komme ind på i skæbneanalyserne senere. Det er kun vor opgave her at påvise grundprincippet i væsenets evighedsstruktur eller evighedslegeme. Det er dette princip, der ligger til grund for verdensaltets kulminerende retfærdighed, der betinger, at ingen i absolut forstand kan lide uret, og ingen kan gøre uret.