Vi ser her midt i analyserne af livsmysteriets løsning, hvorledes det bliver til kendsgerning for den udviklede forsker, at "det et menneske sår, skal det høste". Dog må vi her gøre opmærksom på, at der findes endnu en lov eller et evigt princip, ved hvilket der kan ske ændringer, ikke i bevægelsesarternes tilbagekomst til ophavet, men i væsenets modtagelighed for den tilbagevendende af det selv udsendte bevægelse eller handling. Dette gælder væsenets modtagelighed for de tilbagevendende virkninger af dets onde handlinger: mord og drab eller andre former for ubehag, det har påført sin næste. Ja, modtageligheden for den tilbagevendende gengældelse af sådanne udsendte onde handlinger kan ligefrem helt fjernes, så væsenet kan blive totalt fri af virkningerne af sådanne handlinger. Vi kommer således her til at møde princippet "syndernes forladelse". I kraft af dette princip kommer intet som helst væsen til at opleve hele gengældelsen af sine onde handlinger. Det kan kun komme til at opleve gengældelsen eller virkningerne af de onde handlinger sålænge, det fortsætter med at manifestere disse. Når væsenernes humanitet er blevet så udviklet, at de ikke mere kan nænne at manifestere den eller den onde handling, er de blevet uimodtagelige for tilbagekomsten af virkningerne af tidligere udløste onde handlinger, lige meget hvor mange af disse de så end måtte have tilgode, og som endnu ikke er kommet tilbage. Når disse kommer tilbage, og væsenet i mellemtiden således er blevet human i en sådan grad, at det ikke mere kan udløse onde handlinger af den art, hvis virkninger er på tilbagevej til det, vil det altså være blevet ganske uimodtagelig for disse. Det er således nu beskyttet imod virkningerne af de onde handlinger, det tidligere har begået, men som det ikke mere kan nænne at begå. Vi skal senere komme tilbage til en nærmere redegørelse for begrebet "syndernes forladelse" i særlige specialsymboler over væsenernes skæbnedannelse. Vi skal her blot bemærke, at det ikke er livets mening, at væsenerne skal pines, lide og have det ondt eller smerteligt. Det er derimod livets mening, at de skal lære deres egne fejlagtige handlinger at kende. Men når denne erkendelse er opnået, og væsenet ikke mere udløser sådanne handlinger, der skaber smerte og lidelse, behøver det jo ikke mere at få virkningerne af disse. Da væsenerne har et ocean af fejlagtige handlinger, hvis virkninger er på vej tilbage til dem, er det godt for dem at vide, at de ikke kan få virkningerne og de deraf følgende lidelser eller smerter, hvis de i dag virkelig af kærlighed ophører med at manifestere den slags onde handlinger. Væsenet kan således blive fri for virkningerne af handlinger, som det i virkeligheden har tilgode, hvis det forinden, disse kommer tilbage, har forandret sig således, at det ikke mere kan udløse de nævnte onde eller mørke handlinger.