Det Evige Verdensbillede, bog 1
8.  Vor afhængighed af mikrokosmos og makrokosmos
Som vi i det foranstående allerede har nævnt, befinder vi os tilknyttet et makrokosmos og et mikrokosmos. Selv befinder vi os i et kredsløb, der udgør et kosmos imellem de to nævnte kosmos. Og vi har derfor udtrykt dette kosmos som "mellemkosmos". Til dette kosmos hører menneskene, dyrene og planterne. I spiralerne under dette kosmos har vi altså mikrokosmos. Og i spiralerne over samme kosmos har vi makrokosmos. Ligesom dette vort kosmos udelukkende består af liv eller levende væsener, således består mikrokosmos og makrokosmos også af liv eller levende væsener. Hvordan skulle vi kunne opleve vort fysiske liv, hvis mikrokosmos i vor organisme ikke bestod af levende væsener. Vor organisme eller legeme måtte da være en død masse eller et "lig". Og med et lig eller en organisme af en død eller livløs materie ville vort jordiske og dermed også vort åndelige liv være en total umulighed, eftersom vi med en død organisme hverken kan opleve eller skabe. Og uden denne tilstand intet liv. Men hvordan skulle mikrolivet i vor organisme få dets livsbetingelse opfyldt, hvis nævnte organisme ikke var levende, men udgjorde en død eller livløs masse? – Hvordan skulle de små livsformer eller levende mikrovæsener kunne opretholde deres liv, hvis ikke vi i kraft af vor fysiske, animalske organisme dannede makrovæsen, livsrum og livsbetingelser for disse små væsener? – Og hvordan skulle vi selv kunne eksistere i vor fysiske tilværelse, hvis vi ikke ligeledes levede i et levende makrovæsen eller makrokosmos.
Symbol af Martinus
Symbol 14
Det kosmiske spiralkredsløb 1