Det Evige Verdensbillede, bog 1
7.  Vi får et første glimt af den gennem alle tider søgte evige Guddom
Dette altgennemtrængende evige livsprincip gør hele verdensaltet til en uadskillelig enhed, sammensat og opretholdt ved alle eksisterende levende væseners jeger, deres oplevelses- og skabeevner og deres organismer eller legemer. Da alle de levende væseners jeger, som vi senere skal se, tilsammen udgør ét jeg, og alle levende væseners oplevelses- og skabeevner ligeledes tilsammen udgør én eneste stor skabe- og oplevelsesevne, ligesom alle de levende væseners organismer udgør samarbejdende organer eller legemer i den samme store enhed, der udgør verdensaltet, bliver det her synligt, at dette verdensalt udgør et eneste stort eller altomfattende levende væsen. Dette gigantvæsen, der således har hele verdensaltet til organisme eller legeme, kan kun være den igennem alle tider af menneskene søgte og på mere eller mindre fuldkomne måder tilbedte, evige Guddom. Og den evige sandhed: I ham leve, røres og ere vi, bliver således her til virkelighed.
Symbol af Martinus
Symbol 7
Livsenhedsprincippet