Det levende væsens grundstruktur er i sit princip således et evigt center, der udsender bevægelsesarter, som kommer tilbage til samme center. Det er altså evigt indhyllet i et væld af kredsløbsbevægelser, det selv er ophav til og dermed er afsender og modtager af. Denne struktur omkring det levende væsens jeg er evig, idet enhver kredsløbsbevægelses afslutning afføder en ny kredsløbsbevægelse og således fortsættende. Da alle kredsløbsbevægelser og dermed også den kredsløbsbevægelse, vi kender som det fysiske jordliv, således hver især ved deres slutning afføder en ny kredsløbsbevægelse, og denne bevægelsesstruktur omkring jeget derved er evig, har vi udtrykt den som jegets "evighedslegeme". Vi ser altså her jeget i en struktur, der aldrig nogen sinde kan ophøre eller forgå. Denne struktur er jegets allerhøjeste og evige struktur eller legeme. For denne evige bevægelsesstruktur eller dette legeme udgør jeget det absolutte, faste punkt. Da alle energi- og bevægelsesarter udgår i alle retninger fra dette faste punkt og i kredsløb vender tilbage hertil, vil disse bevægelsesarter tilsammen danne kugleform. Denne kugleform udgør et evigt, urokkeligt balanceprincip, i hvilket jegets samlede energi- og bevægelsesmasse evigt eksisterer. Dette jegets kugleformige evighedslegeme består af alle de energi- og bevægelsesarter, der udgør jegets samlede livsoplevelse, dets tanker og følelser, dets manifestation og skabelse, dets organer og legemer, dets skæbne. Det er de rene energi- og bevægelsesarter bag alle disse skabte foreteelser, der udgør evighedslegemet, og af hvilket de alle udgør resultater. Og det er kun igennem disse resultater, at evighedslegemet kan erkendes gennem sanserne. I sin egen renkultur er det utilgængeligt for almindelig sansning. Det kan kun opleves direkte gennem højpsykisk sansning, hvilket vil sige intuitivt eller kosmisk.