Det Evige Verdensbillede, bog 1
7.  Den materialistiske videnskab og det kosmiske verdensbillede
Det er rigtigt, at den materialistiske videnskab ved forskning er nået frem til at kunne iagttage, at det såkaldte mineralske stof eller materie er bevægelse, men at denne bevægelse er udtryk for liv er næppe endnu blevet en fundamental, detaljeret viden for den i det fysiske sanseperspektiv, ud fra hvilket den så at sige udelukkende iagttager. Derfor kan man heller ikke i det rent fysiske sanseperspektiv have noget virkeligt og absolut kosmisk verdensbillede. Det rent materialistiske verdensbillede vil derfor kun udtrykke et billede af et ocean af højst forskellige bevægelsesarter, uden at disse af den samme videnskab er kendt som udtryk for det bag disse eksisterende liv eller bevidsthed. Men denne videnskab er alligevel absolut nødvendig for menneskene og vil efterhånden blive opklaret og forbundet med den åndelige eller kosmiske videnskab. Disse to videnskaber vil således efterhånden blive til én videnskab, der vil udgøre den absolutte sandhed og dermed selve livsmysteriets løsning. Den materialistiske videnskab er jo netop begyndelsen til sandhedens opklaring eller åbenbaring på det rent stoflige eller materiemæssige område i livsmysteriets løsning.
Symbol af Martinus
Symbol 14
Det kosmiske spiralkredsløb 1