Det Evige Verdensbillede, bog 1
7.  Uden mikrovæsener ingen manifestation og oplevelse af livet
Som vi her har påpeget, er det levende væsen ikke blot et jeg eller et "noget" med en skabe- og oplevelsesevne og et redskab eller en organisme for denne skabe- og oplevelsesevne, ved hvilken det udelukkende eksisterer for sig selv alene. Dets struktur betinger også, at dets egen opretholdelse af livet kun kan ske i kraft af opretholdelsen af et helt univers befolket med levende væsener, i hvilket det selv er det højeste dirigerende væsen og ophav. Dette univers udgør altså dets organisme. Den er således ikke et redskab eller en maskine lavet af jern og stål eller af andre sovende materier eller stoffer. Den er derimod bygget af en materie, der er sammensat af levende væsener, besjælet af de seks grundenergikombinationer, der atter er holdt i funktion og styret af moderenergien og urbegæret. Disse levende væsener udgør bevidsthedscentre, udstyret med evner og anlæg for udløsning og skabelse af netop de funktioner, der er medvirkende livsbetingelser for organismens normale opretholdelse og eksistens som redskab for dens ophavs manifestations- og oplevelsesmulighed. Til gengæld får disse mikrovæsener samtidig denne organisme til bolig eller univers for deres eksistens og livsmulighed, ligesom deres egen lille organisme atter igen på samme måde bliver bolig eller univers for endnu mindre væsener og således fortsættende. Vi skal i de følgende symboler se, hvor umådelig fuldkomment dette alle universers opretholdelsessystem er for skabelse og manifestation af liv, og hvor umuligt dette ville være, hvis loven eller principperne for universets opretholdelse ikke var således. Hvordan skulle en fysisk organisme ellers kunne forme sig? – Mennesket kan bygge en robot af sovende materier eller metaller og med et mekanisk indre, som de ved en elektrisk drivkraft kan bringe i funktion. Men hvordan skulle et jeg kunne manifestere sig eller klare sig med en sådan robotmaskine, i hvilken der mangler hele den livsfunktions mulighed, som mikrovæsenerne i de levende væseners organismer skaber? – Ja, hvordan skulle robottens skabelse overhovedet kunne finde sted, hvis dens ophavs organisme ikke fungerede i kraft af mikrovæsener. Hvordan tror man, man ville befinde sig i en organisme, hvor hjerne, lunger, hjerte, nyrer og alle øvrige organer var af metal? – Hvordan skulle et jeg kunne tænke, skabe og opleve med en sådan livløs organisme eller et af levende væsener ubeboet univers? –
Symbol af Martinus
Symbol 11
Det evige verdensbillede
Det levende væsen 2
Den evige Guddom og de evige gudesønner