I henhold til denne bevægelsernes tilbagekomst til sit ophav, bliver det levende væsen således her synligt som et center, hvorfra energier og dermed bevægelser udgår, og hvortil de kommer tilbage. Da denne funktion evigt finder sted hos det levende væsen, bliver den her synlig i sin inderste, kosmiske analyse som en bevægelsesophobning. Da enhver bevægelse i denne ophobning danner kredsløb, idet den udgår fra jeget og kommer tilbage til dette, og da disse bevægelser igen udgår i alle mulige retninger, danner de tilsammen en kugleform omkring jeget. Denne kugleform eksisterer dog ikke som noget, der er tilgængeligt for noget direkte sansesyn, hverken clairvoyant eller fysisk. Det er kun kosmisk eller højpsykisk set, at dette kan konstateres. Dette syn er højt hævet over alle former for sansning igennem almindelige fysiske og psykiske sanser. Vi kan derfor kun symbolisere denne kosmiske bevægelsesstrukturs udgående og tilbagevendende bevægelsesarter fra og til ophavet. Disse bevægelsesarter udgør tilsammen væsenets livsoplevelse, der igen er det samme som væsenets skæbne. Da bevægelserne kun kan gå i kredsløb, hvad enten de er fysiske eller åndelige, kan vi symbolisere dem som gående i en bue ud fra ophavet og tilbage igen til dette. Hver eneste tanke, der er udløst imod omgivelserne og således udgør en handling, er altså en bevægelse, der ikke kan gå i lige linje, men kun kan gå i et kredsløb tilbage til sit ophav. Dette er i al sin enkelthed skæbnens struktur og lov. Medens X1 og X2 ikke er skabte foreteelser, men derimod er evige og derfor kun kan udtrykkes som "noget, som er", er bevægelsesarterne det samme som X3, der igen er det samme som skabte foreteelser.