Uden denne spaltning af det navnløse "noget" til "den ene" og "de mange" ville realiteten "et levende væsen" være en total umulighed, idet skabelse og dermed oplevelse af liv kun kan eksistere som en reaktion mellem to dirigerende "jegers" manifestationer. Vi har allerede i henhold til symbol nr. 7 set, hvorledes det levende væsens eksistens betinges af, at det udgør et "mikrovæsen" i et "makrovæsen". Hvordan skulle vi kunne skabe og opleve, hvis der ikke eksisterede noget "levende" udenom os? – Alt det, vi kalder livsfornødenheder, føde, klæder og alle de øvrige uundværlige eller absolut livsbetingende foreteelser, al materie eller stof, i hvilket vi skaber og oplever, hvor skulle disse realiteter eller foreteelser komme fra, og hvorledes skulle disse blive tilpasset til vore sanser og skabeevner, hvis de ikke eksisterede som resultater af et makrovæsens jegs indre organfunktioner? – Hvorfor skulle alle de funktioner og skabelsesprocesser, der foregår udenom os under begrebet "naturen", ikke ligeså godt være et jegs organfunktioner, som funktionerne i vor egen organismes indre uundgåeligt er vort jegs organfunktioner? – Har de gigantiske skabelsesstrukturer eller skabelsescentre, vi udtrykker som kloder, sole og mælkeveje ikke en så altoverstrålende skabelseskapacitet, at alle levende væseners organismers geniale fuldkommenhed er resultatet? Tror man disse gigantiske skabelsesstrukturer eller organismer hver især er uden noget "jeg", hvilket igen her i virkeligheden vil betyde, at de er "hovedløse"? Men er en "hovedløs" organisme ikke det samme som et "lig"? – Hvordan kan et lig udføre genial logisk skabelse? – Tror man, at det makrovæsens organisme, vi lever i, er hovedløst? – Tror man, at verdensaltet med alle sine gigantiske, guddommelige skabelsesprocesser, sine altoverstrålende vidundere, skønne verdener og tilværelsesplaner for alle former for levende væsener, styret og ledet af en evig alvisdom, almagt og alkærlighed, er en hovedløs organisme? – At leve på denne opfattelse er det samme som at leve på døden i stedet for på livet. Men livet svigter ikke den vildfarne. Det vil uundgåeligt bringe ham til at erkende, at den gigantiske skabelsesproces omkring ham, som vi kalder "naturen", er et levende væsens indre organfunktioner, og at han således lever i et makrovæsens organisme. Han vil her opleve, at reaktionen af hans egen opfattelse af og væremåde over for disse makrovæsenets funktioner er det samme som hans skæbne. Er ikke netop vort daglige liv, vor oplevelse og manifestation og den heraf følgende væremåde en reaktion på netop makrovæsenets, hvilket som nævnt vil sige: naturens påvirkninger på vore sanser, på vore oplevelses- og skabelsestilstande? – Hvordan skulle denne, det levende væsens livstilstand, kunne eksistere uden i en makroorganisme, i hvilken livsbetingelserne for denne livstilstand eksisterer? –