Men livet står ikke stille, og menneskene bliver ikke stående på det samme udviklingstrin, men fortsætter fremad og opad. Udviklingen standser ikke, før Guds skabelse af mennesket er fuldført. Vi ser i dag millioner og atter millioner af mennesker, navnlig i den vestlige verden, blive behersket af en anden bevidsthedsevne, der har drejet væsenernes religiøse instinkt mere eller mindre bort fra verdensgenløsernes vejledning. Denne evne er intelligensen. Den afføder efterhånden i mennesket begæret efter selv at vide, selv at forske, selv at finde sandheden. Den fører menneskene bort fra deres barnestadium på det religiøse eller kosmiske område. I samme grad som deres intelligensevne vokser, degenererer deres evne til blindt at tro på andres udsagn. Og derfor tror de heller ikke på de overleverede religiøse dogmer eller forestillinger. De accepterer kun, hvad der logisk kan bekræftes eller påvises som kendsgerning. Da disse mennesker således kun kan acceptere forestillinger eller påstande, de selv kan efterforske og opleve som kendsgerning, kan de således i virkeligheden kun acceptere absolut videnskab. Men da de ikke har de kosmiske evner, i kraft af hvilke kosmiske sandheder eller realiteter opleves, kan de kun udforske materien. Og da de ikke tror på andres udtalelser, tror de således heller ikke på kosmiske sandheder eller foreteelser, de ikke selv kan iagttage eller konstatere ved hjælp af fysiske sanser. De kan derfor udelukkende kun blive materialister. De tror, at alt er fysisk, og at der ikke eksisterer noget åndeligt eller kosmisk bevidsthedsliv. De tror således stærkt på døden som et totalt ophør af liv og bevidsthed. De tror ikke på nogen som helst guddom og regner næsten med, at religiøsitet er en afsporing. De ved ikke, at deres egen stærkt materialistiske indstilling også er et udslag af det religiøse princip, og at deres antireligiøse forestillinger i virkeligheden udgør den afsporing, som de selv bedømmer den almengældende religiøsitets forestillinger til at være.