Alt det skabte, alt det, der overhovedet er tilgængeligt for almindelig sansning, hvilket vil sige, alt det, vi kalder bevægelse og stilstand, alt hvad vi kalder materie eller stof, både faste, flydende, luftformige og stråleformige, alt hvad vi kalder bjerge og dale, alt hvad vi kalder by og land, alt hvad vi kalder mennesker, dyr og planter, alt hvad vi kalder skrift og tale osv. udgør hver især en form eller former for bevægelse, hvad enten det tilsyneladende er bevægelse eller stilstand. Alt stof eller materie fra det mest faste til det mest flydende samt luft- og stråleformige er således en kombination af bevægelse. Ligeledes er alt det stof, de levende væseners organismer er bygget op af, en kombination af bevægelsesarter. Der eksisterer således i virkeligheden kun jeget og bevægelsen. De mange skabte ting er kun opbygninger af bevægelsesarter eller former. Det er kun i de levende væseners sansefelter, bevægelserne i kraft af perspektivprincippet bliver erkendt eller oplevede som skabte ting, der er bygget op af stof eller materie. Denne opbygning eller regulering af bevægelserne er altså det samme som skabelse. Da der foruden skabelsen kun eksisterer skaberen, og denne skaber er jeget, ser vi her, at al skabelse, al bevægelse og al regulering af bevægelse kun kan eksistere med et jeg som ophav. Og det enkelte levende væsens jeg i forbindelse med alle de øvrige levende væseners jeger danner altså tilsammen Guddommens jeg. Og de er således hver især medskaber af hele verdensaltets bevægelses- eller skabelsesstruktur. Ingen som helst bevægelse kan således blive til af sig selv, men må, som før nævnt, udgå fra et jeg.