Vi må her erindre, at de levende væsener er evige realiteter. Deres jeg og overbevidsthed kan, som vi har set i det foregående, aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom de aldrig nogen sinde kan ophøre. Deres livsoplevelse har således aldrig nogen sinde begyndt, men har været til fra evighed af. Når vi ser, at de levende væsener her står på mere eller mindre ufærdige stadier, ja lever overordentlig meget i mørkets stadium og endnu ikke er så mættede af dette, at de fundamentalt er kommet ind i lysepoken, er det her synligt som kendsgerning, at denne menneskenes nuværende mørkeepoke ikke kan have været til fra evighed af, men, som tidligere nævnt, må have begyndt inden for en begrænset fortid, ligesom den også vil få en afslutning, når menneskene er nået frem til at være så mættede af mørket, at de ikke mere kan gøre det såkaldte "onde" eller benytte sig af dettes metoder for opretholdelse af livsoplevelsen. At oplevelsen af lysepoken ligeledes vil føre til en afslutning, når menneskene bliver ligeså mættede af denne, som de nu er på vej til at blive af mørkeepoken, de for tiden lever i, er selvfølgeligt.