Det Evige Verdensbillede, bog 1
4.  Mennesker, der ikke kræver logisk begrundelse for acceptationen af de overleverede religiøse idealer eller dogmer
I absolut forstand er det hverken menneskene eller de religiøse idealer, der er noget i vejen med. De religiøse idealer er genialt tilpassede til de udviklingstrins mennesker, til hvilke de blev givet. Og for disse mennesker er de et bærende livsfundament. Men en stor del af menneskeheden er vokset fra disse udviklingstrin. Disse mennesker er mere eller mindre vokset frem til højere udviklingstrin. De lever i en helt anden mental sfære end den, for hvem de overleverede religiøse facitter eller dogmer var tilpassede, og som de pågældende væsener indtil hundrede procent kunne hengive sig til i kraft af deres endnu i nogen grad blomstrende instinkt. De var endnu ikke så intelligensmæssigt udviklede, at de fordrede intellektuel bekræftelse på eller begrundelse for nævnte religiøse idealer eller dogmer. For dem var det nok, at de blev givet af autoriteter.