Vi er hermed kommet igennem koncentratet af verdensaltets hovedanalyse. Vi har set verdensaltet som en altomfattende levende organisme, i kraft af hvilken en lige så altoverstrålende og fuldkommen logisk skabelsesproces finder sted. Vi har set, at den ydre verden, vi lever i, er lige så levende som den indre verden er, der udgør vor organisme. Vi har set, at vi lever i et makrovæsen som mikrovæsen, samtidig med at vi selv eksisterer som et makrovæsen for de mikrovæsener, der lever i vor organisme. Vi har set, at makrovæsenernes organismer er det samme som livsrum eller universer for mikrovæsener, ligesom mikrovæsenernes organismer er livsrum eller universer for de mikrovæsener, der forekommer i deres organismer. Vi får derved understreget, at intet som helst af disse makrovæsener kan være selve Guddommen, eftersom deres eksistens betinges af, at de er mikrovæsener i en større organisme. Ethvert af disse væsener kan derfor aldrig nogen sinde udgøre andet end en lokalitet, et levende organcenter i deres makrovæsen og dermed i den helhed, som alle eksisterende levende væsener tilsammen udgør. At denne helhed er evig og uendelig og derfor strækker sig udenfor enhver materiel størrelse, der kun kan skabes af sanserne, forhindrer den ikke i at opfylde netop de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som et levende væsen. Dette levende væsen, der således udgør helheden, kan kun manifestere eller tilkendegive sig igennem skabelse. Alle manifestationer er således skabelse. Skabte ting kan kun eksistere som identisk med størrelse. Størrelse er igen det samme som en begrænsning. Derfor kan ingen som helst "skabt" realitet udtrykke Guddommen. Guddommens analyse kan kun være verdensaltet i sin helhed. Men verdensaltet i sin helhed er, som vi lige har set, ikke tids- og rumdimensionelt. Vi kan derfor kun udtrykke dette som "noget, som er". Men da dette "noget", som vi har set, er et levende væsen, afviger det fra alle andre levende væsener ved at være helheden og ved at være livsrum eller univers for absolut alle eksisterende levende væsener og derfor også for de makrovæsener, der danner vort livsrum eller univers, hvilket vil sige, for jordkloden, vort solsystem og vort mælkevejssystem. Men da disse gigantorganismer også befinder sig som mikroorganismer i endnu større makroorganismer og således fortsættende i det uendelige, men stadig som mikrovæsener i helheden, der er Guds organisme, får vi her set Guddommen som et væsen, overfor hvilket der ikke findes noget væsen hverken over eller ved siden af. Da dette væsen således er altoverstrålende og udgør det absolut eneste makrovæsen, der ikke befinder sig som mikrovæsen i en større organisme, ser vi her denne almægtige Guddoms totale suverænitet og fremtræden som alle eksisterende levende væseners evige ophav og Fader. Og da vi har set, at alle eksisterende levende væsener er hans evigt levende organcentre, er hans oplevelses- og skabeorganer og disse således er kød, blod og ånd af denne Fader, bliver de her åbenbaret for os som "gudesønner". Det er således igennem livsenhedsprincippet hermed blevet til virkelighed for os, at verdensaltet er denne altomfattende, guddommelige Faders bevidsthed, organisme og væremåde i permanent vekselvirkning med de evige gudesønners bevidsthed, organisme og væremåde. Det er igennem denne vekselvirkning mellem Faderens og sønnens liv eller mellem Guddommens og de levende væseners liv, at Gud skaber "mennesket i sit billede efter hans lignelse". Det er manglende kontakt og harmoni med dette guddommelige samarbejde, der skaber det såkaldte "onde" eller "djævlebevidsthed" i "sønnens" skæbne, gør ham til "den fortabte søn", men som atter i kraft af de evige loves totale fuldkommenhed får sin væremåde ført tilbage til kontakten med lyset i den evige Faders væremåde, der, som vi allerede har begyndt at se, er kulminerende kærlighed.