Det Evige Verdensbillede, bog 1
31.  Guddommens sekundære bevidsthed og Guddommens primære bevidsthed
Den del af Guddommens bevidsthed, der åbenbarer de lyse manifestationer, udgør hans "primære bevidsthed". Den udgør i virkeligheden 4 livssfærer eller tilværelsesplaner, medens den del, der åbenbarer de mørke manifestationer kun udgør 2 livssfærer eller 2 tilværelsesplaner. Disse 2 tilværelsesplaner udgør Guddommens "sekundære bevidsthed". Denne del er således en fornyelses- og vedligeholdelsesproces, der er nødvendig for livsoplevelsens og skabeevnens evige eksistens. Den befordres af de levende væsener, der er i færd med at få skabt og udviklet deres bevidsthed frem til en sådan fuldkommenhed, at de kan blive Guddommens redskaber i hans udfoldelse af sin primære bevidsthed. Men så længe disse væsener ikke er færdige, ikke er udviklede til at kunne manifestere en så total fuldkommen kærlig væremåde, kan Guddommen naturligvis ikke manifestere eller åbenbare sin høje guddommelige altoverstrålende bevidsthed og væremåde igennem dem. Nævnte væseners livssfære kan da ikke blive udtryk for lysere manifestationer end de, de er udviklede til at kunne manifestere. Det er derfor, at den jordiske menneskeheds livssfære endnu i særlig grad kun er en ufredens eller en krigens og lidelsernes sfære. Man forstår, at disse ufærdige mennesker må være i en sfære for sig selv og ikke kan være i en sfære for færdige mennesker. De ville i en sådan verden skabe alt for mange mentale kortslutninger og derved gøre denne til en lidelsens og krigens verden for dens retmæssige beboere. Jordens menneskehed må derfor lære at forstå, at dens livssfære kun udgør Guddommens sekundære bevidsthed. Den udgør et område for skabelse og udformning af det levende væsen til at blive det fuldkomne menneske i "Guds billede efter hans lignelse". Guddommens "primære bevidsthed" åbenbares derimod igennem de sfærer, der udelukkende er befolket med væsener, der er blevet totalt fuldkomne, er blevet "ét med Gud", og dermed fremtrædende i "Guds billede efter hans lignelse". Det er i disse lysets sfærer, at Guddommens "primære bevidsthed" udfoldes, og hvormed han styrer og leder alt i verdensaltet. Det er til disse lysets sfærer, at menneskenes bønner går og opfattes af disse ophøjede sfærers væsener, som så udløser bønhørelsen eller hjælpen til den bedende alt efter dennes skæbnesituation og nødvendighed i hans omformning til "Guds billede". Det er således igennem disse sfærers væsener, at Guddommen, som vi senere skal komme tilbage til, udfolder hele sin primære bevidstheds strålende lys i form af alvisdom, alkærlighed og almagt.
Symbol af Martinus
Symbol 11
Det evige verdensbillede
Det levende væsen 2
Den evige Guddom og de evige gudesønner