Det levende væsens og dermed også verdensaltets grundanalyse udgør således "et treenigt princip", der altså i sin analyse udgør "jeget", "skabeevnen" og "det skabte". Når disse tre principper udtrykkes som treenige, er det fordi, de urokkeligt er uadskillelige. Hvis "jeget" ikke eksisterede, kunne "skabeevnen" heller ikke eksistere. Hvem skulle da dirigere eller benytte den? – Men når "skabeevnen" ikke eksisterede, ville "det skabte" jo også være en umulighed. Dette af disse tre principper bestående levende væsen er hermed synligt som en evig realitet, hvad enten denne realitet er Guddommen eller gudesønnerne. Jeget og skabeevnen kan aldrig nogen sinde have begyndt, thi i så fald måtte der forud have eksisteret en tid, hvor de nævnte to foreteelser ikke eksisterede; hvordan skulle de da være blevet til? – "Noget" kan ikke komme af "intet", ligesom "intet" umuligt kan blive til "noget". Det treenige princip er således det levende væsens absolutte livsoplevelsesfundament. Det er i virkeligheden dette treenige princip, der i den kristne verdensreligion er symboliseret i udtrykkene "Faderen", "sønnen" og "den hellige ånd". I senere analyser skal vi se, hvorledes "X1" er "Faderen", "X2" er "sønnen" og "X3" er "den hellige ånd". Vi vil således få at se, at "Faderen" er et symbolsk udtryk for verdensaltets evige og absolut eneste virkelige "Guddom". "Sønnen" er et symbolsk udtryk for verdensaltets levende væsener, medens den hellige ånd er et symbolsk udtryk for denne ene altomfattende Guddoms bevidsthed.