Man forstår her, hvorfor Kristus påbød menneskene at elske Gud over alle ting og deres næste som dem selv. Og ligeledes hvorfor de skulle tilgive og atter tilgive deres næste, ligesom han selv gjorde det på korset. Han vidste, at disse hans bødler ikke vidste, at de saboterede deres egen livslykke eller kontakt med verdensaltets grundtone og dermed med livet og velværet ved at korsfæste ham. Derfor bad han for dem: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Kun i en væremåde, hvor denne indstilling til næsten er det primære, eksisterer vejen ud af mørket, ud af krigen og frem til lyset, frem til den absolutte fred, den absolutte kontakt med det virkelige liv, kontakt med Forsynet og Guddommen.