Efterhånden som menneskeheden udviklede sig fra primitiv naturmennesketilstand og frem til en mere human og kulturel væremåde, måtte de naturligvis have verdensgenløsere eller kosmiske førere af tilsvarende højere humane og kulturelle kvalifikationer. Og de store, i dag gældende, verdensreligioner viser da også, at deres ophav har været i stand til at give menneskene store urokkelige, kosmiske facitter fra livsmysteriets løsning, men ganske vist kun som postulater eller dogmer uden intellektuel underbygning eller bekræftelse. Dette skyldes ikke verdensgenløserne, men derimod den omstændighed, at menneskene endnu ikke var intellektuelle og humane nok til at kunne forstå disse facitters logiske eller videnskabelige udredning. Vi ser f.eks. hvor lidt menneskene har kunnet forstå af Jesu Kristi store facitudtalelser. Han var derfor allerede i sin tid klar over dette og vidste, at det næste skridt i verdensgenløsningens hjælpeudfoldelse for menneskene måtte vente, til de havde gennemgået dommedagens lidelser og her fået deres bevidsthed, deres intellektuelle og humane evner mere udviklede. Og da måtte verdensgenløsningen blive – ikke postulater eller dogmer – men derimod ren, kosmisk videnskab, altså en fundamental intellektuel underbygning af de kosmiske facitter i sammenhængende tankerækker, kontrollerbar igennem udviklet human og intellektuel tænkning. Det er denne videnskab, han udtrykker som "talsmanden den hellige ånd". Denne overførelse af kosmisk eller åndelig videnskab til menneskeheden bliver verdensgenløsningens sidste store hjælpeindsats. Igennem denne videnskab når menneskeheden frem til dens færdiggørelse i Guddommens skabelse. Igennem den bliver det jordiske menneske efterhånden til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Og Guds skabelse af mennesket er dermed sket fyldest. Det er selv blevet til vejen, sandheden og livet. – Og således er verdensgenløsningsprincippet et fundamentalt bærende kærlighedsprincip, der gør Guddommen til forsyn og fader for alle levende væsener.