Det Evige Verdensbillede, bog 1
3.  Jordens mennesker er endnu ikke nået til vejs ende med den totale mættelse af mørkeepoken
Al normal nydelse fører altså til mættelse samt til hunger efter modsætningen. Ingen salighed eller nydelse kan derfor være uafbrudt evig. Derfor må mørkeoplevelsestilstanden og lysoplevelsestilstanden være skiftevis gentagelse om end i nye variationer. Og dette er jo netop kredsløbets analyse. Og er det ikke netop således, at vi ser, at menneskene her på jorden ikke er færdige med deres mørkeepoke? – Lever de endnu ikke i stor udstrækning på princippet at dræbe? – De dræber dyr og mennesker, de påfører andre levende væsener stor lidelse. De lever således i strid med hverandre. Sygdomme, sorger, bekymringer, invaliditet, unaturlige dødsfald og verdenskrige hersker endnu på jorden. Menneskene har endnu ikke i mørket nået den totale mættelsestilstand og er således meget langt fra den totale oplevelse af lysepoken, selv om der også i visse tilfælde kan spores en begyndende sult eller hunger efter denne epoke. Denne hunger giver sig særlig udslag i længslen efter en varig fred og de heraf affødte fredsbevægelser, fredspropaganda og antimilitarisme.
Symbol af Martinus
Symbol 14
Det kosmiske spiralkredsløb 1