Det Evige Verdensbillede, bog 1
3.  Symbolerne gør det let for den studerende at få et overblik over verdensaltets eller livets kosmiske struktur
Igennem symbolteknikken er den åndelige eller kosmiske verdens detaljer således gjort fysisk tilgængelige. De er iklædt en kunstig fysisk synlighed. Denne synlighed vil gøre det meget lettere for forskeren eller sandhedssøgeren at komme til forståelse af de kosmiske analyser i Livets Bog og dermed lette vejen for ham frem til det udviklingstrin, hvor han i kraft af sin egen kosmiske sansning selv direkte kan opleve livets storanalyser. De kosmiske analyser, som symbolerne er udtryk for, udgør således den kortlagte vej for den modne forsker fremad imod oplevelsen af kosmisk bevidsthed og dermed imod oplevelsen af livsmysteriets løsning, de levende væseners udødelighed, oplevelsen af at være "ét med Gud" og dermed oplevelsen af at være "ét med vejen, sandheden og livet".