Når ethvert levende væsen således er Guddommens oplevelses- og manifestationscenter, vil dets manifestationer i absolut forstand være Guddommens manifestationer eller åbenbaringer. Det er rigtigt, at disse Guddommens manifestationer eller åbenbaringer er højst forskellige. Men er der noget mærkeligt i dette? – Skulle Guddommen ikke netop være i stand til at udløse alle eksisterende former for manifestation? – Hvis ikke, er han jo hverken almægtig eller alvis. Nu vil mange her sikkert have vanskeligt ved at fatte denne analyse, idet de er genstand for en tusindårig tradition og vaneopfattelse, nemlig den, at Guddommen ikke er ophavet til de mørke eller såkaldt "onde" manifestationer. Det kan kun "djævelen" være. Men hvis Guddommen ikke har kunnet forhindre "djævelen" i at skabe "det onde", er han ikke almægtig eller alvis. Da bliver "djævelen" på visse områder Guddommen overlegen. Tiden er derfor kommet, da menneskeheden må ud af denne vildfarelse eller religiøse forvirring. Den må lære at forstå, at det såkaldt "onde" er absolut ligeså nødvendigt som det såkaldt "gode". Hvis de mørke manifestationer ikke eksisterede, ville de lyse manifestationer være en total umulighed.