Vi har således her for os verdensaltet. Hvad kan vi da sige om dette gigantocean af bevægelse, logisk forvandling eller skabelse? – Da det udgør alt, hvad der eksisterer, udgør det således samtidigt alt det store og alt det små, alt det hvide og alt det sorte, alt lys såvel som alt mørke, alt det intellektuelle og alt det uintellektuelle, alt det såkaldte "onde" såvel som alt det såkaldte "gode". Det udgør kort sagt alle ting på en gang. Da det således lige så godt udgør det ene som det andet, kan det i sig selv ikke have nogen som helst analyse ud over dette ene, at det udgør "noget, som er". Verdensaltet er dermed synligt som navnløst i sin allerhøjeste analyse. Vi har derfor udtrykt denne analyse som "X1". – Dette navnløse "noget" har en skabeevne, hvilket bliver til kendsgerning i form af al naturens udfoldelse såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i "mellemkosmos", hvilket sidste kosmos er det, der udgør planter, dyr og mennesker. Denne altomfattende og dermed uendelige skabeevne kan heller ingen analyse have, eftersom alt, hvad vi så end måtte sige om den, kun kan være udtryk for noget, der er frembragt ved den. Dette "noget" kan derfor ikke være udtryk for selve dens egen evige natur. Da den ikke kan være skabt, men er evig, er den også i sig selv hævet over tid og rum. Den kan absolut kun udtrykkes som "noget, der er". Vi har derfor udtrykt denne verdensaltets altomfattende skabeevne som "X2". Denne skabeevne afsløres urokkeligt af resultaterne af det ocean af skabte ting eller foreteelser, der udgør det synlige verdensalt, som er frembragt ved den. Dette synlige verdensalt udgør et evigt, uendeligt ocean af skiftende foreteelser. Da dette ocean af skiftende foreteelser er evigt og uendeligt, kan det ikke i sig selv have nogen analyse. En hvilken som helst tids- og rumdimensionel analyse kan kun gælde et objekt, der udgør en lokalitet, en enkelt bølgetop i dette altomfattende livsocean. Den kan således aldrig udgøre en analyse af helheden. Vi kan derfor om dette livets gigantiske, evige og uendelige livsudtryk kun sige, at det er "noget, som er". Dette navnløse "noget" har vi udtrykt som "X3". Ved at rette vort blik på selve verdensaltet har vi set, at det udgør nøjagtigt de samme tre analyser, som vi påviste i forklaringen til symbol nr. 6, de samme tre X'er, de samme tre realiteter, der lige akkurat udgør de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som "et levende væsen". Ligesom "X1" på symbol nr. 6 udgør "jeget", "X2" dets skabeevne, hvilket vil sige: dets oplevelses- og manifestationsevne, og "X3" dets organisme, således ser vi her, det samme gøre sig gældende i verdensaltets analyse. Verdensaltets "X1" er også et dirigerende jeg, og dets "X2" en skabe- og oplevelsesevne. Hvordan skulle ellers vort makrokosmos og mikrokosmos og vort mellemkosmos med sine logiske skabelsesprocesser, som igen udgør det urokkelige livsprincip, på hvilket hele verdensaltets eksistens og liv er baseret, kunne eksistere? –