Væsenerne bliver, som før nævnt, ført igennem spiralkredsløbenes mørke- og lysepoke i kraft af hunger- og mættelsesprincippet. Uden dette princip og dets tilfredsstillelse igennem væsenets oplevelse af mørke- og lysepoken ville al livsoplevelse være en absolut total umulighed. Da al livsoplevelse hører ind under skabelse, må den bestå af timelige detaljer. Mørkeepoken såvel som lysepoken udgør således skabte foreteelser, og er dermed begyndelse og afslutning underkastet. Livsoplevelsen ville umuligt kunne være evig, hvis der kun eksisterede én mørkeoplevelses- og én lysoplevelsesepoke. Denne ene mørkeoplevelsesepoke måtte da på et eller andet tidspunkt have begyndt, ligesom den uundgåeligt afføder lysoplevelsesepoken. Denne epoke bliver herved synlig som en skabt foreteelse ligesåvel som den mørkeoplevelsesepoke, af hvilken den er affødt. Men hvordan skulle en sådan mørkeoplevelsesepoke kunne opstå eller blive til uden noget som helst forudgående eksisterende? Hvis mørkeoplevelsesepoken, der er bevidsthed, liv og skabelse, har haft en begyndelse, kunne der forud for denne begyndelse kun eksistere et absolut "intet". Men af et "intet" kan der umuligt komme et "noget", ligesom et "noget" umuligt kan blive til et absolut "intet". Vi ser derfor her, at den omtalte mørkeoplevelsesepoke umuligt kan være affødt af et forudgående "intet". Den kan derfor kun være affødt af et forudgående "noget". Hvad er så dette for et "noget"? – Det kan naturligvis kun være liv, bevidsthed og skabelse, men i form af modsætningen til mørket, hvilket vil sige: "lyset". Ligesom vi i dag kan se, at de levende væsener her på jorden har udviklet sig fra primitivitet til intellektualitet, fra brutalitet til humanitet, hvilket altså i realiteten vil sige fra "mørke" til "lys", således er dette vort mørke eller denne vor mørkeoplevelsesepoke affødt af en længst forsvundet lysoplevelsesepoke. Denne kosmiske bevægelse fra mørkeoplevelsestilstanden til lysoplevelsestilstanden og fra denne igen til mørkeoplevelsestilstanden, befordres, som allerede nævnt, i kraft af hunger- og mættelsesprincippet. Dette bliver til kendsgerning igennem vor egen oplevelse. Er ikke livsoplevelsen netop hunger og mættelse, ikke blot den rent ernæringsmæssige sult og mættelse, men også inden for alle mentalitetens øvrige områder? – Er det ikke også tiltrækning og frastødning, der her gør sig gældende? – Og hvad er tiltrækning og frastødning andet end udslag af henholdsvis hunger og mættelse? – Men hvordan skulle hunger og mættelse kunne gøre sig gældende, hvis det evige liv ikke netop var opdelt i hunger- og mættelsesepoker? – Måtte ikke alle eksisterende levende væsener i tilværelsen forlængst være nået ind i en kulminerende mættelsesepoke, være nået op på toppen af mørkeepoken, blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og dermed være mættet af denne epoke også? – Og hvad så? – Hvis ikke der eksisterede en ny mørkeepoke, i hvilken de kunne få deres hunger efter mørket tilfredsstillet og ligeledes herefter en ny lysepoke, i hvilken de kunne få den efter mættelsen af mørket opståede ny hunger efter lyset tilfredsstillet og således fremdeles i al evighed, måtte al livsoplevelse totalt standse, totalt ophøre. Og det evige liv, der i dag funkler, lyser og varmer igennem kosmisk bevidsthed, ville være en total umulighed.