Dette evige "noget" fremtræder således som "jeget" bag den gigantorganisme, vi kalder "verdensaltet". Da det er udeleligt, fremtræder det også som det "noget", der udgør "jegerne" i alle eksisterende levende væsener. Når dette navnløse, udelelige "noget" kan udgøre "jeget" bag det uendelige verdensalt og "jegerne" i de levende væsener, sker det i kraft af et evigt, urokkeligt princip, der bevirker, at nævnte "noget" fremtræder i en slags spaltning på en sådan måde, at det i sig selv stadigt eksisterer som en enhed. Ingen som helst af disse spaltninger bliver frigjort fra denne enhed, men bliver ved med at være ét med den. Uden i kraft af dette princip, der således på en måde gør "den ene" til "de mange", kan, som vi senere skal se, manifestation og skabelse umuligt finde sted. Verdensaltets struktur og liv opretholdes udelukkende i kraft af det ene store "jeg" og de myriader af de øvrige levende væseners "jeger", som verdensaltet rummer. Dette ene store "jeg" og de mange små "jeger" udgør således som nævnt det samme navnløse "noget, som er". Da dette "noget" eller "X1" udgør den absolutte, totale ubevægelighed eller stilhed, bliver det her synligt som det tilsvarende eneste absolutte "faste punkt" i verdensaltet.