Det Evige Verdensbillede, bog 1
2.  Symbolerne er fysiske markeringer eller kendetegn for verdensaltets usynlige, bærende kosmiske principper og love
Da objekterne for de forannævnte analyser således ikke udgør håndgribelige og for de fysiske sanser direkte tilgængelige foreteelser, har vi i form af symboler søgt at skabe netop håndgribelige billeder af objekterne for de vigtigste kosmiske kerneanalyser. Men et objekt, der ikke er fysisk, og ikke har nogen fysisk billedform, kan ikke kopieres eller gengives i nogen som helst naturel billedform, ligesom det heller ikke kan opleves ved lavpsykiske eller clairvoyant sansning, men derimod kun igennem højpsykiske oplevelser. Et sådant objekt kan kun symboliseres. At symbolisere et usynligt objekt er det samme som at markere enhver af dette objekts særegne udslag eller virkninger ved et eller andet fysisk kendetegn. Alle de i dette værk fremstillede billeder er netop sådanne åndelige eller usynlige objekter, der er markeret ved fysiske figurer, farver og streger. Disse figurer, farver og streger osv. udgør alle hver især kendetegn på virkninger og udslag, ved hvilke de usynlige realiteter arbejder sammen og tilkendegiver sig i vor daglige oplevelse af livet. Ved således at markere de åndelige eller kosmiske realiteter, som altså i sig selv er usynlige, med fysiske kendetegn og placere dem i et indbyrdes forhold, der svarer til det indbyrdes forhold, de forekommer i på det åndelige eller kosmiske plan, får vi således et fysisk billede af det pågældende åndelige eller kosmiske område. Dette billede er ikke et naturelt billede af objektet, men udgør derimod et billede af de fysiske markeringer, ved hvilke de kosmiske, usynlige objekters detaljer kan holdes fast med vort fysiske syn til hjælp for vor koncentration og tankegang. Ved således at danne symboler over de kosmiske realiteter, der alle udgør en usynlig verden for menneskenes fysiske og lavpsykiske sanser, har vi bevirket, at forskeren, ved at sætte sig ind i disse fysiske markeringer af de usynlige realiteter i form af symbolerne, kan arbejde med disse på samme måde, som han er vant til at arbejde med de for de fysiske sanser tilgængelige fysiske objekter eller foreteelser.