Det Evige Verdensbillede, bog 1
17.  Lys- og mørkeepoken er en livsbetingelse i ethvert kosmisk spiralkredsløb
Men når alt er liv, bliver spørgsmålet, hvordan disse væseners liv, som forekommer i mikrokosmos og makrokosmos, er? – Vi er allerede kendt med, at disse væseners liv er en passage igennem spiralkredsløbenes riger akkurat ligesom de mellemkosmiske væseners liv, hvilket altså vil sige: mennesker, dyr og planter. Men naturligvis er det ikke i samme variationer af oplevelse som de, vi i vor spiral oplever. Hver spiral har sine særlige variationer og livsudfoldelse. Men fælles for alle spiralernes livsudfoldelse både i mikrokosmos og makrokosmos er dette, at de udgør den samme kombination af grundenergierne i hver spirals riger. Men i ingen af de mellemkosmos underliggende og overliggende spiraler forekommer livsoplevelsen således i samme variation som den, vi oplever i mellemkosmos. Men lys- og mørkeepoken er absolut nødsaget til at måtte opleves af væsenerne i enhver spiral. Uden denne oplevelse vil væsenerne ikke i nogen som helst grad kunne fremtræde som levende væsener, thi der ville da ikke eksistere nogen som helst form for kontrastdannelse, og dermed ville enhver form for bevidsthedsskabelse være totalt umulig.
Symbol af Martinus
Symbol 14
Det kosmiske spiralkredsløb 1