16. Herefter kommer vi til "salighedsriget". Det er det sidste rige i spiralkredsløbet og er symboliseret nederst til venstre på symbolet. Allerede i det forudgående tilværelsesplan, den guddommelige verden, kan vi se, at hukommelseslegemet er stærkt fremtrædende og er på vej mod sin kulmination her i salighedsriget. Denne hukommelseslegemets kulmination betyder altså, at den bærer væsenets dagsbevidsthed. Vi ser her, at både intelligens- og intuitionslegemet nu har en meget mindre kapacitet, ligesom følelseslegemet er helt latent. Dette vil altså sige, at væsenets sansekapacitet i den ydre verden her er meget minimal, ja så ringe, at væsenet ikke mere har nogen vågen dagsbevidsthed i nævnte verden. Det er kun dagsbevidst i sine erindringer. Men det er heller ikke så lidt at være dagsbevidst i. Grundet på hukommelseslegemets kulminerende kapacitet kan væsenet erindre sig, hvilket her vil sige: forbinde sig med en hvilken som helst livsoplevelse, det har haft i alle spiralens forudgående riger. Det kan erindre anelsesfornemmelserne, det havde, da det var i planteriget. Det kan erindre sig sine oplevelser, da det var væsen i dyreriget. Det kan erindre sig sine bloddryppende oplevelser, da det var ufærdigt menneske og havde "djævlebevidsthed", altså modsætningen til "mennesket i Guds billede". Det kan erindre sig sine oplevelser fra det fuldkomne menneskerige, og ligeledes sine oplevelser fra visdomsriget og den guddommelige verden. Disse erindringer udgør tilsammen væsenets totale erindring af hele verdensaltet. Hele dette, af dets erindringer bestående verdensalt, udgør nu udelukkende dets dagsbevidste oplevelsesfelt. Den ydre materielle verden er nu en verden, det ikke mere har nogen som helst dagsbevidst forbindelse med. Det er her ubevidst i denne verden, ligesom det var ubevidst i sin nuværende gigantiske erindringsverden, alt eftersom det var et ufærdigt, primitivt, materialistisk væsen i de ydre verdener, hvor hukommelseslegemet var mere eller mindre ufærdigt eller latent. Det kan som nævnt udelukkende kun opleve sine egne erindringer fra det oplevede spiralkredsløb.
      Men disse erindringer danner jo tilsammen et billede af det ydre verdensalt med alle dets levende funktioner, således som væsenet har oplevet det. Da dets sidste oplevelse af dette verdensalt var igennem "kosmisk bevidsthed" vil dette dets erindringsbillede af verdensaltet således være identisk med den absolutte sandhed eller virkelighed og ikke i nogen som helst grad være illusorisk, være illusion. Væsenets jeg lever således her udelukkende i dette af dets erindringer fremtrædende verdensalt. Det har ikke nogen som helst bevidst forbindelse med væsener eller ting i den ydre verden, ligesom væsener i den ydre verden absolut heller ingen bevidst forbindelse kan få med dette i sit eget indre verdensalt eksisterende væsen. Dets permanente oplevelsestilstand her består således udelukkende af erindringsoplevelser af de fortidige begivenheder eller foreteelser, af hvilke de pågældende erindringer blev dannet. Det er således suveræn behersker af dette sit verdensalt. Alle begivenheder fra de mindste til de største i dette verdensalt kan det når som helst genfremkalde for sit åsyn. Det kan her lade sole, kloder og mælkevejssystemer, deres bevægelser og baner i rummet glide forbi dets erindringssyn alt efter den styrke, hvormed de i sin tid blev oplevet af væsenet i den ydre verden. Ligeledes kan det genfremkalde sine egne skæbnemæssige begivenheder i gennem spiralens riger, se dem i levende bevægelse. Det kan således igennem erindrings- eller hukommelsesevnen opleve sig selv som primitivt naturmenneske, som kriger, røver og bandit, eller som barmhjertig samaritan, som fredsforkæmper eller hvilke mange andre foreteelser, det har repræsenteret igennem dets lange livsudviklingsperiode igennem spiralkredsløbet. Ligeledes kan det lade de mikroskopiske sol- og mælkevejssystemer og den heraf følgende viden passere forbi sig i dets erindringsverden.
      Da væsenet således selv er den totale behersker af dette i dets egne erindringer formede verdensalt, kommer det her til at opleve sig selv som en guddom i sit verdensalt. Det bestemmer således hundrede procent alle begivenheder og bevægelsesarter. Alt lystrer her dets ønske og vilje. Det vandrer på en måde frem og tilbage i tiden inden for dette dets eget verdensalt. Der findes således her i dette erindringsunivers eller verdensalt ikke én eneste detalje, som væsenet ikke er herre over. Det levende væsen får således lov til for en tid helt at være i Guds lignelse som guddom. Og dets jeg er jeget i alle de bevægelser og livsformer, som dette verdensalt rummer som væsenets erindringer. Det lever her i en absolut afskårethed fra andre levende væsener. Men det savner dem ikke, fordi det har i salighedsriget ikke evne til at opleve noget som helst dagsbevidst i den ydre verden. Det genoplever derimod her alle erindringer om dets venner og lykkelige samvær med dem. Disse erindringsoplevelser er af en hel anden styrke eller kraft end erindringsoplevelser på det fysiske plan. Medens de på dette sidstnævnte plan kun forekommer som svage indre tankebilleder, forekommer de her i salighedsriget i en styrke og kraft, der svarer til de vågne fysiske dagsbevidsthedsoplevelser. Her er hukommelseslegemet jo i sin kulmination eller største udfoldelse, her har det sin største kapacitet. Det befordrer væsenets primære sansning her i salighedsriget, hvor det ikke dagsbevidst har nogen anden oplevelsestilstand. Dets forbindelse med den ydre verden er kun underbevidst. Det er totalt opfyldt af sine erindringsoplevelser og kan absolut ikke opleve dagsbevidst på nogen som helst anden måde. Men her har det jo også hele sit igennem alle kredsløbets forudgående riger oplevede verdensalt at genopleve som erindring. Alle væsenets oplevelser fra dets ufærdige tilstand i mørkeepoken, hvor det havde djævlebevidsthed, i sit slutfacit blev til glæde og velsignelse for væsenet, idet de affødte lidelser, og lidelserne affødte humaniteten eller næstekærligheden, og næstekærligheden affødte intuitionsevnen, der igen affødte kosmisk bevidsthed i væsenet, og det blev til "Guds billede efter hans lignelse". Det oplever her alle disse erindringer i et guddommeligt lysende skær, der føles som en stærk glædes- eller salighedsfornemmelse. Hvis vi tænker os, at disse erindringer fra mørket var foreteelser, der var fremstillet i primitivt sort og glansløst materiale, fremtræder de nu efter væsenets fuldkommengørelse som i det reneste, funklende og strålende guld. Vi har derfor i mit hovedværk Livets Bog udtrykt erindringerne i salighedsriget som "guldkopier". Alle salighedsrigets detaljer, væsener og ting er som nævnt erindringer. Alle disse erindringer stråler og funkler, lyser og varmer. Væsenet i salighedsriget er således her på selve sansningens eller livsoplevelsens allerhøjeste tinder. Det har igennem spiralkredsløbets forudgående fem riger ikke blot oplevet Guddommen og verdensaltet, men det har også fået foræret denne oplevelse som en levende kopi i form af et erindringsbillede. Det i form af dette erindringsbillede fremtrædende verdensalt er Guddommens foræring til sin fuldkomne søn, og i hvilket denne søn er suveræn og enevældig hersker. Derved har Gud skænket sin søn en livsepoke, i hvilken denne får lov til at opleve sig selv som en guddom i dette erindringens verdensalt på samme måde, som den absolutte Guddom oplever sig selv i det absolutte, evige verdensalt. Et højere, skønnere og lykkeligere slutfacit kan ikke eksistere. Hvordan skulle noget kunne være en større, skønnere og lykkeligere oplevelse end denne, at blive løftet op i Guddommens egen bevidsthedssituation og i en levende lignelse af denne se sig selv som en guddom i et verdensalt, således at man er ét med Guddommen, eller sønnen ét med sin Fader, kan sanse, se eller opleve, at alt er såre godt? –