12. Det ufærdige menneskes livsepoke begynder i dyreriget. Fra midten af dyreriget og hen til grænsen mellem dette og det totalt fuldkomne menneskerige, forekommer det ufærdige menneskes livsepoke på symbolet. Den helhedsorganisme, der er symboliseret i midten af dyreriget, er den rent dyriske organisme. Men herfra og fremefter bliver denne dyriske organisme efterhånden forvandlet mere og mere til menneskeorganisme. Denne er symboliseret i midten af det næste tilværelsesplan, der netop udgør det totalt fuldkomne menneskerige. Ser vi på den dyriske helhedsorganisme på symbolet, ser vi, at tyngdelegemet her har nået sin højeste kapacitet, ligesom følelseslegemet også er vokset. Instinktlegemet er derimod blevet mindre, men intelligenslegemet er kommet frem fra det latente stadium, det havde i planteriget. Intuitionslegemet er derimod her kommet ned på sit latente stadium, ligesom hukommelseslegemet også har mistet noget af sin kapacitet og vil blive latent i næste tilværelsesplan, hvilket vil sige: i det totalt fuldkomne menneskerige. Det er klart, at forvandlingen fra kulminerende planteorganisme til kulminerende dyreorganisme har en mangfoldighed af overgangs- eller mellemstadier i en ligeså stor mangfoldighed af variationer af fysiske organismer, hver især tilpasset de særlige livsoplevelsesformer, der har været betingende for de særlige arter og racer, som de tilhørte. Men fælles for alle livsformer eksisterer den af moderenergien befordrede foranderlige kombination af grundenergierne, der igen betinger væsenernes evige livsoplevelse som en stadig genoplevelse af de seks efter hinanden følgende grundenergiriger: planteriget, dyreriget, menneskeriget osv. Hver gang væsenet har oplevet en gentagelse af de seks riger, har det passeret et livsafsnit, som vi har udtrykt som et "spiralafsnit". Når vi har kaldt nævnte afsnit et "spiralafsnit" er det fordi, hver gentagelse foregår i en ny og højere variation. Hvis ikke det var således, måtte vi jo udtrykke disse afsnit som cirkelløb. Gentagelserne danner ligesom cirklerne i en spiral hver især en overgang til en ny cirkel, hvorved spiralen dannes. Væsenernes evige udvikling foregår således igennem højere og højere spiralafsnit. Men det skal vi komme nærmere ind på i forklaringen af det næste symbol.
      Dette, at tyngde- og følelseslegemet er blevet større her i dyrets helhedsorganisme afføder et langt større spændingsforhold og dermed en langt større livskraftsudfoldelse end den, der forekommer i plantevæsenets helhedsorganisme. Da intelligenslegemet også er vokset i kapacitet i forbindelse med hele den rent fysiske, kropslige udvikling i dyrets helhedsorganisme, er dette væsen naturligvis i en tilsvarende grad efterhånden blevet et helt andet væsen, end da det var plantevæsen. Igennem denne grundenergiernes kapacitetsændring har væsenet kunnet udvikle sig helt frem til det jordiske menneskes nuværende delvise dyriske og delvise menneskelige stadium. I kraft af dette væsens inhumane følelse og fremskredne intelligens er dette væsen således ikke mere et "dyr" i renkultur. Og på grund af, at det ikke er færdig med de dyriske tendenser i dets bevidsthed og væremåde, er det heller ikke et "menneske" i renkultur. Det repræsenterer derimod på grund af dets begyndende intelligens og mere eller mindre fremtrædende inhumane følelse og stærke tyngdeenergi det stadium i udviklingen eller kredsløbet, vi har udtrykt som "djævlestadiet". Med den særlige grundenergikapacitet i sin livsudfoldelse og skabelse er dette, hverken som "menneske" eller "dyr" i renkultur fremtrædende væsen, nærmest blevet at udtrykke som et overdimensioneret "dyr", selv om også dette væsen har fået navnet "menneske". Det kulminerer i udfoldelsen af sin udvidede drabskapacitet med sine atom- og brintvåben. Med disse våben har det mangfoldiggjort sin drabs- og lemlæstelses- og ødelæggelseskapacitet millioner og atter millioner af gange. Men det er endnu langt fra at have fået udviklet den moralske kapacitet og kosmiske viden, der skal til for at kunne beherske disse kræfter i kontakt med næstekærligheden. Da dets intuitionsevne endnu er ganske latent, er det endnu blindt i alle livets store kosmiske områder. Det er derfor materialist. Det er absolut analfabet med hensyn til livets virkelige kosmiske analyser. Samtidigt er dets hukommelse, som vi ser på symbolet, i aftagende eller degeneration. Dette jordiske menneske repræsenterer således i værste tilfælde mørket, hvilket også er markeret ved den sorte ringformede figur, der ligger udenom det ligeledes ringformede farvefelt, der udtrykker grundenergiernes udfoldelsesområde. Vi ser, at denne sorte figur er bredest i dyreriget og det ufærdige menneskes område som modsætning til den hvide ringformede figur, der udtrykker lyset og er bredest eller kulminerende på den modsatte side af symbolet, der symboliserer de allerhøjeste riger i spiralkredsløbet, hvilket vi skal komme tilbage til om lidt.
      Dyrerigets tilværelsesplan, hvortil de ufærdige mennesker endnu mere eller mindre hører, udgør således mørkets, lidelsernes eller de ulykkelige skæbners område. Det er ikke så mærkeligt, at der i dette tilværelsesplan forekommer krige og rygter om krige, og at myrderier, røverier, terror- og lemlæstelsesakter, hævn- og straffeakter i værste tilfælde hører til dagens orden. At dette skaber livslede, sygdom og selvmord er også ganske naturligt. At en sådan tilværelsesform må blive identisk med "helvede" eller det såkaldte "onde" er selvfølgeligt. Det er ikke så mærkeligt, at Kristus udtrykker denne de ufærdige menneskers tilværelse som "dommedag". Det er dette tilværelsesplan, i hvilket den i Kristi lignelser nævnte "fortabte søn" sank ned, og hvor han udtrykkes at "æde sammen med svinene". Det var her, han kom til at forstå, hvor dejligt det var at være i faderhjemmet. Ja, blot dette, at være en af hans faders daglejere, var vidunderligt i forhold til hans tilværelse i mørket. Lignelsen om "den fortabte søn" ses således som Jesu belæring om det ufærdige jordiske menneskes skæbne.
      Lyset forekommer altså i stor udstrækning i sit latente stadium her i dyreriget, hvor menneskene endnu ligesom dyrene jager og dræber andre væsener for at æde deres organismer. Men det kan man ikke lægge dem til last. De ved jo ikke, at det ikke er nogen som helst livsbetingelse for mennesket at dræbe dyr for at leve. De befinder sig kosmisk set ikke mere på rovdyrstadiet. Derfor vil denne deres rovdyragtige tendens skabe usundhed og sygdom i mange væseners organisme, alt eftersom de er fremskredent udviklede, rent bortset fra at deres beskyttelse imod en unaturlig død er forringet. Men vi ser også på symbolet, lyset, efter mørkets kulmination i det ufærdige jordiske menneske, tager til, medens mørket i en tilsvarende grad tager af. Det må dog bemærkes, at medens mørket er en realistisk handle- eller væremåde inden for dyreriget og her kulminerer inden for det ufærdige jordiske menneskes område og her gør oplevelsen af smerte og lidelse til realistisk kendsgerning, eksisterer mørket således ikke uden for dyrerigets område. Her eksisterer kun den fra mørkekulminationens epoke i dyreriget oplevede erfaring, viden eller visdom. Og det er jo netop igennem denne viden eller visdom som kulminerende talent i væsenernes handle- eller væremåde, at lidelser og smerter er totalt udelukket fra øvrige tilværelsesplaner i spiralkredsløbet. I disse planer findes der således hverken krig eller ulykkelige skæbner. Alt er strålende lys, lykke og glæde. Men disse lysets riger kunne umuligt eksistere, hvis ikke væsenerne i dyreriget, der, som vi har set, er spiralkredsløbets mørkeepoke, var blevet vænnet af med at manifestere mørket eller det såkaldte "onde" i deres væremåde. Og hvordan skulle væsenerne kunne blive til lysets væsener, hvis de ikke netop måtte gennemgå en epoke, hvor de havde lejlighed til at kunne manifestere både "det onde" og "det gode" og derved opdage, at "det onde" førte til smerte og lidelse, førte til ulykkelige skæbner, medens "det gode" var vejen ud af mørkets og krigens rædsler og frem til lysets, lykkens og salighedens sfærer? –