Til underbevidstheden hører altså det fysiske legeme, igennem hvilket alle åndelige organer mere eller mindre fungerer. Denne organfunktion er således i virkeligheden en forlængelse af overbevidsthedsfunktionen. Og det er denne del af det levende væsen, der er tilgængelig for sansning. Denne forlængelse udgør ikke blot væsenets fysiske legeme, men også dets psyke eller mentalitet, igennem hvilken livsoplevelsen eller manifestationerne sanses og erkendes. Denne erkendelsesfunktion har vi udtrykt som det levende væsens "dagsbevidsthed". Men det ufærdige væsen har også en oplevelsestilstand, som det ikke er bevidst i, nemlig dets tilstand under søvnen. Denne tilstand har vi udtrykt som det levende væsens "natbevidsthed". Natbevidstheden er altså en oplevelsestilstand, som væsenet befinder sig i, når dets fysiske legeme er sat ud af funktion, er i hvile. Da foregår væsenets oplevelse på det såkaldte "åndelige plan", som eksisterer hinsides det fysiske oplevelsesplan. Men da væsenets hukommelsestilstand på det fysiske tilværelsesplan ikke er beregnet på at skulle overføre erindringerne fra natbevidstheden til dagsbevidstheden, har væsenerne på nævnte plan ingen erindring om deres oplevelser under natbevidstheden. De ufærdige eller endnu kosmisk bevidstløse mennesker tror derfor fejlagtigt, at de under natbevidstheden er bevidstløse. Det er derfor, tvivlen på det levende væsens udødelighed opstår, når de ser, at et medvæsens fysiske legeme er blevet til et "lig". De forstår ikke, at det levende væsen kan leve uden fysisk organisme. De kender jo ikke deres eget udødelige jeg og den lige så udødelige overbevidsthed, som dette jeg er identisk med. Vi skal, som før nævnt, komme tilbage til disse primære emner i senere symbolforklaringer.