Det Evige Verdensbillede, bog 1
Det evige verdensbillede.
Det levende væsen 2.
Den evige Guddom og de evige gudesønner
Symbol nr. 11
1.  Verdensaltet kommer til syne som et levende væsen
Vi er nu kommet så langt i vor fremstilling af koncentratet af verdensaltets kosmiske grundanalyser, at vi har set, at nævnte verdensalt i sin struktur opfylder lige akkurat den treenighed eller de tre betingelser, der kræves, for at et "noget" kan fremtræde som "et levende væsen". Vi har set, at denne treenighed udgør tre analyser, som vi har udtrykt som "X1", "X2" og "X3", der igen henholdsvis udgør "verdensaltets jeg", "verdensaltets skabeevne" og resultatet af denne skabeevne, hvilket vil sige "det skabte". Vi har således set, at verdensaltet ligesom de levende væsener udgør et "noget, som er". Dette "noget" er verdensaltets og dermed livets allerhøjeste realitet, ligesom det i form af "jeget" er den allerhøjeste realitet i ethvert levende væsen. Nævnte "noget" kan ikke sammenlignes med noget som helst, eftersom det er hævet over alt, hvad der ellers eksisterer. Det er således det absolut eneste eksisterende i sin slags. Det afviger fra alt andet derved, at det er alle eksisterende levende væseners dirigerende, oplevende og skabende ophav, ligesom det også afviger fra alt andet ved at udgøre en absolut, total stilhed. Det kan derfor ikke være identisk med nogen som helst slags materie, da materie eller stof ikke kan eksistere uden at være "bevægelse". Det har ingen begyndelse eller afslutning. Det kan ikke deles. Det er hverken tids- eller rumdimensionelt. Vi kommer således her i analysen af selve verdensaltet til det samme ejendommelige, oplevende og skabende "noget", som det skabende og oplevende "noget", vi på symbol nr. 6 kom til i det levende væsen som dettes "jeg", og som vi udtrykte som "X1". Dette understreger dermed, at verdensaltet ligesom det levende væsen har et "jeg" og her begynder at komme til syne som "et levende væsen".
Symbol af Martinus
Symbol 11
Det evige verdensbillede
Det levende væsen 2
Den evige Guddom og de evige gudesønner