2397. Når næstekærligheden bliver det primære i det levende væsens væremåde, er det dyriske eller det onde i dets bevidsthed degenereret og gået under. Da denne dyriske væremåde, hvis elektriske struktur umuligt kan bringes i kontakt med det menneskelige eller kærlighedsværemådens elektriske struktur, men her uundgåeligt skaber kortslutninger (skinsyge, skænderier, hidsighed, vold, mord og drab) er den det ufærdige menneskes hindring i at opnå den fulde kontakt med næstekærlighedens bølgelængde eller universets grundtone. Da denne kontakt uundgåeligt kræves, for at et væsen kan blive kosmisk bevidst og dermed opleve sin egen udødelighed, opleve Guddommen som realistisk kendsgerning og verdensaltets øvrige kosmiske analyser som Guds legeme og dermed livsmysteriets løsning, er det dyriske i mennesket således nødsaget til at blive en spærring for det ufærdige menneskes opnåelse af kosmisk bevidsthed og dermed af livsmysteriets løsning. Og uden den kan det umuligt udgøre det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Derfor har vi også her i Livets Bog kaldt det onde, det dyriske eller det ufærdige i mennesket for "tærskelens vogtere". De ufærdige naturer i menneskene og forøvrigt i alle levende væsener er således den absolut eneste årsag til al ulykke og lidelse, krig, mord, drab, lemlæstelse og sygdom, såvel som disse ufærdige naturers overvindelse og degeneration udgør det absolutte fundament for alt, hvad der kommer ind under begrebet "kosmisk bevidsthed" og den heraf følgende visdom, fred og glæde, lykke og salighed.