Livets Bog, bind 4
Hvordan "lyset" og "mørket" er baseret på "den højeste ild" eller det seksuelle princip
1557. Men nu er det en kendsgerning, at livet og sansning eksisterer. Derfor vil kredsløbet i allerhøjeste grad også udvise de to kontrasters tilstedeværelse, af hvilke manifestationerne og oplevelserne kan kombineres og dannes. Og muligheden herfor ligger udelukkende i princippet "den højeste ild" eller det seksuelle princip. Igennem dette princip kan Forsynet skiftevis danne spiralens to store kontraster "lyset" og "mørket". Ved at lade væsenernes organiske struktur blive af en sådan opbygning eller art, at den dikterer disse væsener kulminationen af selviskhed, ja, ligefrem gør det dræbende princip, skinsygen, vreden, hadet og myrderierne til livsbetingende selvopholdelsesdrift i dem, er "helvede" eller kontrasten til "lyset" dermed funderet i tilværelsen. Og ved at lade væsenernes organiske struktur forvandle sig således, at de derigennem dikteres kulminationen af uselviskhed, næstekærligheden og den heraf følgende "kosmiske bevidsthedstilstand" som livsbetingende selvopholdelsesdrift i deres natur, er "himmeriges rige" eller kontrasten til mørket i kredsløbet funderet.
Symbol af Martinus
Symbol 12
Livet og døden