Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1556

1556. Igennem tidligere analyser af "den højeste ild" eller det seksuelle princip her i "Livets Bog" har vi allerede fået et begyndende indblik i, hvorledes væsenerne forandrer seksuel natur til fordel for en ny væsenstilstand. "Hanvæsener" og "hunvæsener" eller "manden" og "kvinden" er kun lokalforeteelser i spiralkredsløbet. Det er jo igennem det seksuelle princips udspaltning i "specielle hanvæsener" og "specielle hunvæsener", at kontrasten til kærligheden eller kredsløbets mørkezone kan manifesteres. Hvis disse to væsensformer var gældende igennem hele kredsløbet, ville der absolut ingen tilværelse kunne skabes. Det ville netop være umuligt at manifestere den totale eller fuldkomne kærlighed. Og der, hvor den ikke eksisterer, kan der jo umuligt eksistere noget "himmeriges rige". Men når der ikke kunne eksistere noget "himmeriges rige", der jo er tilværelsens mentale lys, ville der heller ikke kunne eksistere noget som helst mentalt mørke. Thi når den ene af de to kontraster totalt manglede, ville enhver form for sansning være absolut umulig. Men for at bevidsthed eller mentalitet og dermed oplevelse af livet overhovedet kan finde sted, må der være betingelser for at kunne "skelne". Enhver form for sansning består udelukkende i at "skelne" kontraster. Alle manifestationer er kombinationer af kontraster. Var de ikke det, ville de overhovedet slet ikke eksistere som manifestationer. Og der, hvor der ingen manifestationer er, er der ingen som helst mulighed for sansning. Og der, hvor der ingen sansning er, er der ingen oplevelse og dermed absolut intet liv.

Symbol 12

Livet og døden

Forrige

Næste