Livets Bog, bind 4
"Mørkets" og "lysets" kontrast i "det rigtige menneskerige"
1554. Men i dette lyse rige må der, for at oplevelse eller manifestation overhovedet kan finde sted, også være de to kontrastprincipper, "himmel" og "helvede", selv om dette sidste princip her naturligvis har mistet alt, hvad der kan være af livsunderminerende tyngde eller brod. Her eksisterer "helvede" eller livets mørkeside ikke som en lidelsens praktiske realitet. Her eksisterer mørket kun i form af den fra dyreriget erhvervede kundskab om "det ondes" eller mørkets reaktioner, der igen er det samme som "visdom". Ved denne visdom har væsenet jo forlængst omdannet sin "dyriske" mentalitet til "menneskelig" væremåde både i talent og praksis. Men da udviklingen stadig finder sted, vil der også her i dette rige være tilbøjeligheder og vaner, der bliver forældede, bliver for grove eller robuste, efterhånden som mentaliteten bliver mere og mere forfinet eller åndeliggjort. Selv om disse vaner her ikke som i "dyreriget" er brutale, dræbende tendenser og ikke er deprimerende eller opfattes som "syndige", koster det alligevel træning eller en vis koncentreret viljeføring at blive dem kvit. Disse vaner ligger hovedsageligt på ernæringens område. Medens man ganske vist har ophørt med at nyde animalske spiser og har vænnet sig til ren vegetarisk føde, såsom kødet omkring frugternes kerner, og dermed har vænnet sig af med at nyde selve kernerne og de øvrige grove former for vegetabilske produkter, såsom rodfrugter, blade og stilke, så vil denne føde dog ikke kunne udgøre kulminationen af fuldkommenheden i den fysiske ernæring. I "det rigtige menneskerige" må væsenerne endnu i nogen udstrækning være bundet af fysisk materie og fysiske manifestationer. Men med den store forfinelse eller forædling af mentalitet og nerver, som "indvielsen" og livet i "det rigtige menneskerige" fører med sig, kan selv det hundrede procents frugtkød ikke være tilstrækkelig fin eller passende føde for væsenet. Og her begynder da også udviklingen af lufternæringen i særlig grad at træde til. Åndedrætsorganerne bliver mere og mere udviklede til at kunne aflaste den grove fysiske ernæring og erstatte denne med lufternæringen. Væsenet bliver dermed en ånd eller et jeg klædt i "luft", på samme måde som det nuværende jordiske menneske er at udtrykke som en ånd eller et jeg klædt i "vand". I "det rigtige menneskeriges" begynderzone er livet paradisisk, for her lever væsenet højt på sin overvindelse af sin "dyriske" mentalitet og i glæden over at have opnået at leve i kontakt med sit udviklingstrins eller sin livszones specielle love. Men da det jo ikke evigt skal blive på samme trin, men gå op i endnu højere tilværelsesformer, begynder dets uafvigelige tilknytning til kredsløbets love at fordre, at det vænner sig til nye livsformer, til nye og endnu mere forfinede eller englelige moralske begreber. Denne fordring udløser sig straks efter, at væsenet har kulmineret som "rigtigt menneske". Og fra denne dets kulmination og frem efter bliver der således en vis, men meget mild grad af mørke for væsenet at overvinde, nemlig afvænningen af den vegetabilske føde og tilvænningen til lufternæringen. Men denne væsenernes situation skaber ikke sorg, lidelse eller bekymringer af nedtrykkende natur, således som tilfældet er med "helvedet" eller mørkesiden i "dyreriget" eller den nuværende jordmenneskelige tilstand. Her er det, ligesom i de efterfølgende riger i kredsløbet, en fuldt vågen, bevidst, frivillig livslyst for væsenet at foretage denne afvænnings- og tilvænningstilstand. Og "mørket" gør sig kun gældende som en "udlevelse" af tingen, så den ikke mere er interessant, ikke mere er stimulerende, men snarere er "kedelig". "Mørket" her er ikke dødbringende overtrædelser af livslovene eller en ny befordring af det dræbende princip med efterfølgende ulykkelige indgreb i skæbnen, men er derimod en blid mættelse af tilstrækkeligt udlevede foreteelser. Men lyset derimod er jo stadigt en forventning af større oplevelsesmuligheder, behagelig spænding i fornyet håb om udvidet nye kosmiske horisontområder eller åbenbaringer af den evige Fader.
Symbol af Martinus
Symbol 12
Livet og døden