1548. Igennem vore kosmiske analyser her ved vi, at der nødvendigvis må forekomme en modsat oplevelsessfære, i hvilken væsenerne oplever kontrasten til "døden", nemlig det virkelige liv. På symbolets øverste afsnit ser vi, hvorledes denne livets sfære (det helt hvide felt) strækker sig fra dødssfærens kulminationspunkt, hvor den netop er indskrænket til en latent form, frem til sit kulminationsstadium på kredsløbets femte trin eller rige: "den guddommelige verden" (blå farve). Derefter tager den igen af nedad imod det næste kulminationsstadium for mørket eller "dødssfæren" (det mørke felt). Kulminationsfeltet for nævnte "guddommelige verden" er altså skuepladsen for den allerhøjeste form for manifestation af liv. Det vil altså sige, at væsenet her befinder sig i den allerhøjeste og mest udviklede viden om sig selv, sin udødelighed eller identitet med evigheden og Guddommen. Ja, her er reinkarnationen jo af en sådan natur, at væsenet slet ikke mærker noget til den. Her finder nemlig ingen udskiftninger af hele organismer eller legemer sted, således som tilfældet er på det fysiske plan. Reinkarnationen finder kun sted i form af en daglig fornyelse i form af en udskiftning af de udlevede tankematerier til fordel for nye tankematerier. Her behersker væsenet alt med sin tanke. Dets ydre består udelukkende af dets tankeforestillinger. Således som det i sin tanke ønsker at se ud, således ser det ud. Væsenets ydre er altså ikke bundet i fast, fysisk materie, således som på det jordiske plan. Det skifter udseende ligeså hurtigt, som det kan skifte tanke. Men da væsenets tankeverden her er kulminationen af den allerhøjeste harmoni mellem følelse og intelligens, der igen er det samme som "kærlighed", og denne "kærlighed" således er væsenets absolutte ydre udseende, vil man altså her kunne begynde at ane, hvor umådeligt fuldkomment og levende denne ophøjede tilværelse må være, rent bortset fra at den gør tale og sprog rent overflødige i tilværelsen.