Livets Bog, bind 4
Hvorledes væsenets "kosmiske bevidsthed" forsvinder, og det dermed oplever at "dø døden"
1547. Med den tiltagende vækst eller udvikling hen imod "dyreriget" på det fysiske plan "indvikles" plantejeget mere og mere i fysisk materie og bliver tilsidst et væsen, der i animalsk materie eller kød og blod i form af "jordmenneske" kun tænker og handler i selviskhedens interesse, der i virkeligheden er det samme som det dræbende princip. Det lever i en permanent hunger efter materie, det være sig lige fra gods og guld (som det helst tårner op omkring sig som sikkerhed for fremtiden og som en slags erstatning for den tabte tro på eller tillid til Forsynet og livet) til medvæsenernes organismer, som det ved hjælp af slagteren flår og flænser til materiale for dets festmåltider såvel som for dets mere almindelige daglige føde. Dette bliver det endog ved med helt op i udviklingsstadier, hvor det slet ikke mere er nogen livsbetingelse at spise kød og blod, ja, hvor det endog er direkte skadeligt eller usundt og dermed sygdoms- og alderdomsbefordrende at nedsvælge sådanne materier. At individet med denne tilsyneladende umættelige eller glubende materiehunger udløser en så altbeherskende og altoverdøvende interesse for at skaffe sig animalske nydelser og materielle rigdomme, at den helt distancerer interessen for dets sjæl og ånd, kan ikke undre. Og det, man ikke har særlig interesse for, tænker man meget lidt eller slet ikke på. Og det, man ikke tænker på, glemmer man. Det degenererer og dør i ens tankeverden. Og således degenererer eller forsvinder efterhånden væsenernes kosmiske viden om deres udødelighed eller evige eksistens. Ja, så "ét med materien", med "det timelige", fornemmer væsenerne sig her, at de helt benægter deres udødelighed og evige jeg. De tror, at alt er "timeligt", at alt er forgængeligt og dermed også deres eget selv eller jeg. De æder materie, de samler materie op omkring sig og begraver sig så meget i stof, at de ikke kan se eller sanse andet end stof. De tror derfor, at de selv kun er tilfældigt støv overfor ligeså tilfældige naturkræfter. De fatter således ikke, at der bag naturen, verdensaltet og de levende væseners organismer er sjæl, ånd og jeg. Kan det levende væsen udgøre en større repræsentation af "døden"? - Hvis "døden" virkelig vågen, dagsbevidst skal opleves af et væsen, hvordan kan den da manifesteres mere fyldestgørende, mere detaljeret og urokkelig? - Spiralkredsløbets andet trin på udviklingsstigen er således tilværelsens "dødszone". Her oplever alle væsener den såkaldte "syndens sold". Her er alle væsener i færd med at opleve dette, at "dø døden".
Symbol af Martinus
Symbol 12
Livet og døden