Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1537

1537. Medens den første halvrunde i spiralkredsløbet er baseret på væsenets tiltagende interesse og begær efter "materien" på næstens bekostning, er den sidste halvrunde i samme kredsløb baseret på væsenets tiltagende interesse for "næsten" på materiens bekostning. Da materien jo er "døden", og næsten er "livet", er det ikke så mærkeligt, at væsenet i kredsløbets første halvrunde bliver ét med materien, de livløse ting eller "døden", medens det i den sidste halvrunde af kredsløbet bliver ét med næsten, det levende eller "livet". Af samme grund bliver det også selvfølgeligt, at individet i den første halvrunde må blive "indviklet" eller begravet i materie, så det tilsidst slet ikke mere kan se eller sanse det kosmiske lys, medens det bliver "udviklet" eller befriet af materien og kommer frem i det kosmiske lys i den sidste halvrunde af det samme kredsløb. Når denne sidste halvrunde i kredsløbet er passeret, begynder den første halvrunde i et nyt kredsløb og således fortsættende. Da hvert kredsløb er et plus for individet, er en ny variation af mentalitet, bliver hvert nyt kredsløb at betegne som et "overliggende". Væsenets oplevelse af kredsløb er som tidligere i "Livets Bog" påvist, ikke en gentagelse af det passerede kredsløb, men en oplevelse af et helt nyt kredsløb, således at individet som nævnt, for hvert passeret kredsløb vandrer ind i et overliggende kredsløb. Og det er jo i henhold hertil, at vi udtrykker nævnte kredsløb under begrebet "spiralkredsløbet".
Det evige liv er altså en evigt skiftende oplevelse af "liv" og "død", af "lys" og "mørke", af "velvære" og "lidelse", af "intellektualitet" og "primitivitet".

Symbol 12

Livet og døden

Forrige

Næste