Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1526

1526. Som vi her har set, er det jordiske menneske indenfor civilisationen så langt fremme i sin forvandling fra "dyr" til "menneske", at det begynder at optræde individuelt. Dets mentalitet er ikke som hos dyret eller de primitive naturmennesker blot og bar "flokbevidsthed", ensrettet og undertrykt af flokkens vilje inkarneret i en høvding, fører eller diktator. Selv om jordmennesket endnu i et stort område ikke har egen bevidsthed, men i samme område udelukkende repræsenterer flokkens bevidsthed, flokkens syn på religion eller materialisme, lever i flokkens autoriserede opfattelse af skik og brug, så er der dog i dets indre stærke individuelle kræfter, der begynder at røre på sig. Det er disse individuelle kræfter, der ikke kan komme til udfoldelse i en kollektiv ensrettelse af mentalitet, hvilket vil sige: hvor der i forvejen er trukket en bestemt grænse for, hvad et individ må tænke og ikke må tænke. I en flok eller et samfund, hvor alt, hvad der er kontrært herimod eller ligger udenfor nævnte område, brutalt bliver slået ned eller tilintetgjort og dets ophav myrdet, dræbt eller torteret, er der absolut ingen som helst mulighed for udvikling. Et sådant samfund kan aldrig nogen sinde blive et virkeligt fuldkomment kultursamfund, idet man jo netop dræber eller saboterer alle de nye individuelle tanker eller impulser og forestillinger, der udelukkende betinger dets fornyelse. Kun i samfund, hvor individerne endnu forekommer i de oprindelige to køns rå maskuline og feminine renkultur, og hvor han- og hunkønsparringstilstanden ligesom hos dyrene endnu kan belive og vedligeholde den tilstrækkelige livsglæde i dagliglivet, er diktatorvældet ikke blot endnu ugenerende for individerne, da de jo ikke får tanker på det af diktatoren og flokken forbudte område, men er også den absolut sande lykke for disse væsener. Helt anderledes stiller det sig for individet, når dets individuelle natur, dets begyndende selvstændige tænkning i dets indre begynder at komme til udfoldelse. Denne individuelle tænkning er jo en mental horisontudvidelse og kræver derfor plads. Det er en sådan mental horisontudvidelse, der efterhånden er blevet til det, vi kalder "kunst" eller "videnskab".
Disse faktorer har altså udelukkende sin rod i individuel tænkning og udgør den manifestationsudfoldelse, der adskiller jordmennesket fra dyret. Og i samme grad som jordmennesket mere og mere kan manifestere selvstændig udfoldelse af kunst og videnskab, i samme grad bliver det mere og mere til et virkeligt "menneske". Og da det er denne udviklingsproces, der er den absolut dominerende i jordmenneskeheden, forstår man, hvor håbløst umuligt diktaturet er blevet for den samme menneskehed. Kun alverdens mennesker forenet i et vidtgående eller altomfattende "demokrati" kan afføde den absolut virkelige verdensfred.

Forrige

Næste