Livets Bog, bind 4
Vanskeligheden ved skabelsen af et folkeforbund eller en verdensøvrighed
1520. Og efter denne impuls har verdens stormagters repræsentanter travlt med at udrede forslag og betingelser, hvormed de anser det for muligt at danne en verdensorganisation, der skulle forhindre krig, være en nationernes domstol, der helt kunne gøre krigen overflødig. Men vanskeligheden for et sådant forbunds sammensvejsning og stabilitet er stadig magternes betænkeligheder eller frygt for at afgive magten til fordel for denne nye institution. Alle vil jo gerne have beskyttelse eller sikres mod ubehageligheder, men de vil ikke ret gerne betale det, det koster at opretholde en sådan beskyttelse. De vil gerne have ulovlighed forbudt i næstens manifestationer eller i andre stater, men deres egen eventuelle ulovlighed må være ubeskåret. De er nemlig så indlevede i deres egen ulovlighed, at de tror, den er lovlig og derfor retfærdig. At skulle afgive noget af denne deres formentlige ret kan de, som før berørt, kun betragte som "uretfærdighed". Og det er denne "uretfærdighed", de frygter og modarbejder. Og denne deres modstand bliver altså derved en modstand imod selve verdensøvrigheden i stedet for at blive en medvind.