Livets Bog, bind 4
Hvorfor der endnu hersker "anarki" og ikke virkelig "fred" mellem staterne eller nationerne
1514. Selv om man indenfor en række stater har "demokratisk" styre, er verden eller jordmenneskehedens samlede stater eller nationer endnu ikke hver især fremtrædende som "demokratisk" udadtil overfor andre stater eller nationer. Disse samfundsenheder eller folk har jo engang i tiden erobret deres landområde med dets eventuelle rigdomskilder, der ofte udgør nogle for hele jordmenneskeheden nyttige eller ligefrem uundværlige materialer for dets daglige livs befordring. Men da de pågældende folk eller nationer jo udelukkende betragter disse for hele menneskeheden nødvendige livsprodukter som deres absolutte private ejendom og opbygger en, for forsvaret heraf, stående hær og flåde med tilhørende mordmateriel eller krigsmaskiner, vil der kun være to muligheder for andre folk eller den øvrige del af menneskeheden til at få adgang til de omtalte livsvigtige produkter, nemlig, enten igennem gennemførelsen af en endnu større krigsoprustning eller et endnu bedre mordmateriel, eller også at underlægge sig den som oftest forfærdelige eller eventyrlige ublu pris eller købesum, som de pågældende produkters besiddere måtte forlange. At dette ikke skaber "fred" mellem verdens nationer eller stater, men derimod en slags anarki, er absolut uundgåeligt. At det her må blive den stærkeste, hvilket vil sige: de dygtigste i krigsmæssig eller morderisk henseende fremtrædende nationer og folk, der bliver verdensherskere, er jo kun, hvad der allerede i årtusinder har været en urokkelig kendsgerning.