Hvorfor det kun er de uintellektuelle, der er lykkelige ved diktaturet
1509. Medens individet i den første flok, grundet på dets her naturlige eller endnu medfødte indstilling til kun at tænke flokkens tanker, naturligvis er overordentlig lykkelig ved at underkaste sig diktatoren, der netop repræsenterer denne flokkens tænkning i renkultur og derfor bliver idealet, bliver fører, konge eller selvhersker for flokkens individer, vil det individuelt eller selvstændigt tænkende individs mentalitet nærmest blive knust under diktatorens eller flokkens tænkning.Hele den rigdom af individuelle tanker, der ligger udenfor diktatorens og flokkens indstilling og forståelse, bliver jo tromlet hjælpeløst ned under diktaturets ocean af forbud, love og straffedomme, ligegyldigt hvor intellektuelle og gavnlige for hele flokken nævnte tanker så end måtte være.Alt, hvad der fremkommer af genialiteter, der ikke forstås af diktatoren eller flokken, bliver jo slået hjælpeløst ned.Men ved således at "luge" alle genialiteter eller nye tankeformer bort fra samfundets mentalitet, som om det var skadeligt ukrudt, er samme samfund eller flok dermed totalt berøvet enhver form for fremskridt, der ikke forstås af diktatoren eller flokken.Ja, er det ikke netop sådan, at man ligefrem forfølger ethvert virkeligt intellektuelt eller højintellektuelt fremskridt? -Hvor mange personligheder har ikke måttet lade deres liv på bålet, i galgen eller på skafottet, fordi de sad inde med højintellektuelle tanker, der ville have betydet enorme fremskridt i samfundsordningen eller højnelsen af almenbevidstheden, hvis de var kommet til udvikling? -Disse ideer eller intellektuelle fremskridt passede ikke diktatorerne eller magthaverne.De så i disses fremkomst en fare eller underminering af deres egen magt og vælde.Og derfor måtte de uskadeliggøres eller udryddes i tide og deres ophav dræbes.Jo, materielle magthaveres principper er ikke dette "hellere at give end at tage".Det er ikke samfundets eller flokkens fremskridt, der er fundamentet for disse væseners tilværelse, men derimod en urokkelig stabilisering af deres egen magt og tilfredsstillelse af herskesyge.Og for at stabilisere denne tilfredsstillelse, er de jo nødsaget til også at arbejde for at stabilisere flokkens eller deres folks rent materielle magtposition.Derfor betyder diktaturet: militarisme, oprustning og krig.
Tilbage til forsiden
Forrige