1506. Her vil nogle måske mene, at en sådan demokratisk styreform i virkeligheden er ganske unaturlig, idet det fornuftigste måtte være at indsætte de intellektuelle med uindskrænket magt som statens ledere eller øverste myndighed. Ja, et enkelt væsen med den fornødne høje udvikling og intellektualitet indsat som uindskrænket diktator eller enehersker måtte jo være langt at foretrække. Og det er selvfølgelig rigtigt, hvis ikke der var noget, der hed udvikling og efterhånden bragte jordmenneskene til at tænke selv. Det er jo netop en sådan styreform, der har ledet jordmenneskene frem til deres nuværende stadium. Det er et sådant intellektuelt eller med bevidsthedmæssig kapacitet til at regere udstyret væsen, der ligger til grund for begrebet "konge". "Kongen" var oprindeligt netop et sådant med uindskrænket myndighed og magt, ja, selv over undersåtternes liv og død udstyret væsen. De store fortidige riger ved Nilen blev jo regeret af mægtige faraoner eller "indviede" konger, hvis ord var love, almenheden ved hjælp af straffe og dødsstraffe bragtes til at overholde. Disse love fra de "indviede" konger eller faraoner var leveregler, der var absolut nødvendige forløbere for den udviklingstilstand, jordmenneskeheden måtte bringes frem til. Og disse konger blev således en vis tid, sålænge jordmenneskene endnu var tilstrækkelig primitive og uden selvstændig tænkning og uden de store degenerationstendenser, der i dag karakteriserer dem, til guddommelig velsignelse for nævnte væsener. Men menneskene blev ikke ved med at leve i den samme uvidenhed og naivitet som dyrene, men begyndte at tage ved lære af deres erfaringer. Det ene individ efter det andet begyndte selv at tænke lidt over tingene eller de daglige oplevelser, de daglige lidelser og besværligheder. Men da denne selvstændige tænkning og den heraf følgende selvstændige mening eller opfattelse jo ikke var påkrævet, ja, end ikke engang lovlig for en undersåt indenfor en selvherskers eller diktators område, begyndte der efterhånden at opstå en konflikt mellem individets begyndende udvikling af selvstændig tænkeevne og diktaturet eller kongemagten. Individet begyndte at føle diktaturet, der tidligere var en vejledning, en velsignelse, en beskyttelse, som en gene for dets begyndende selvstændige tanke- og sjæleliv. Og efterhånden blev det vanskeligere og vanskeligere for en diktator eller konge at bevare hele sin autoritet og magt. Der måtte bruges vold og dødsstraffe i en langt større udstrækning end tidligere, hvilket bevirkede, at kongerne eller faraonerne af høj indvielses- eller humanitetsgrad ikke mere egnede sig til at beklæde diktatorposterne eller kongetronerne. Individer med primitiv humanitetsgrad og helt uden indvielse og afslørende sig som ligefrem tyranner med perverse eller sadistiske tilbøjeligheder forenet med et umætteligt magtbegær, inkarnerede undertiden i kongeværdigheden og blev jordmenneskenes beherskere frem til nutiden, hvor purpurkåben, kronen og scepteret mere er en museumsgenstand, en maskeradedragt, et filmskostume, end det er en naturlig klædning for en moderne konge eller en regerende person af i dag.