Livets Bog, bind 4
Nogle af de foreteelser den ny organforvandling allerede har bevirket
1504. Og denne organforvandling er allerede igennem mange analyser her i "Livets Bog" blevet til kendsgerning for den udviklede forsker. Vi har set, hvordan der i jordmennesket bor en tendens til at udvikle sig bort fra det dyriske princip, de dyriske love. Humanitet er mere og mere blevet målet for moral og levemåde, ligesom politik også i en omfattende grad opgives at være i den ønskede "varige freds" favør. Og juridiske love opsættes for at skulle garantere "retfærdighed" og skal dermed bevirke, at magten i en tilsvarende stigende grad trænges i baggrunden til fordel for retten. Vi lever således ikke mere i vikingetidens eller fortidsmenneskets dyriske bevidsthedsindstilling, der gør magten til en altdominerende ret, således at den svage bliver en fuldstændig retsløs slave af eller et bytte for den stærke. Det er kun imellem nationerne indbyrdes, at denne urtidsmentalitet endnu i stor udstrækning er gældende. Mellem de enkelte individer indbyrdes er en langt mere human moral stabiliseret i form af det juridiske retsvæsen.