Livets Bog, bind 4
Verden er ikke fuld af lykkelige ægteskaber
1453. Men verden er ikke fuld af lykkelige ægteskaber, i alle fald ikke indenfor den jordmenneskelige sfære. Her er ægteskab og seksualisme i en overordentlig stor udstrækning nærmest en altdominerende forvirring. Ægteskabet er i omfattende grad blevet en slags erotisk færdselsrute med omstigning til det ene ægteskab efter det andet. Ægteskabet er således kun stationer på denne rute. Man gifter sig og skilles indtil både tre og fire gange, eller indtil man har nået den af myndighederne ved lov fastsatte "endestation" eller grænse for "ruten". I andre tilfælde laver man "kammeratægteskaber", og atter i andre tilfælde nøjes man med at "gå sammen", således at man stadigt kan have lettere ved at kunne vende "ægtefællen" eller den seksuelle partner ryggen, hvis en ny og formentlig bedre og mere charmerende partner skulle vise sig. Herefter kommer så "prostitutionen" med hele dens følgeskab af mentale uhumskheder eller sjælelige primitivitet, såsom "alfonseri", "pengeafpresning" og "røveri". Hvis et land har besøg eller er besat af fremmede soldater, ser vi også der i stor udstrækning en meget livlig kønslig aktivitet mellem disse soldater og kvinderne i det pågældende land. Tror man det fundamentale i alle disse ydre erotiske foreteelser er spørgsmålet om "ægteskab", er et uudslukkeligt begær efter at blive "gift", få børn og dermed formere verden? - Det er naturligvis rigtigt, at der i visse tilfælde virkelig kan opstå "en ægteskabelig kærlighed", hvilket vil sige: "forelskelse", men det er ikke i ret mange tilfælde, at denne virkelig afføder en tilsvarende genelskelse hos den anden part. Dens resultat er næsten altid mere eller mindre en "ulykkelig kærlighed" for dens ophav. Og man skal nu heller ikke tro, at det udelukkende er en gensidig lykkelig forelskelse, der er årsagen, når ægteskabeligt samliv varer livet ud mellem to partnere. Det skyldes i meget stor udstrækning kærlighed til eventuelle børn i ægteskabet, pligtfølelse overfor et engang afgivet højtideligt løfte, uheldige økonomiske omstændigheder og frygten for et uheldigt offentligt omdømme og lignende.