Livets Bog, bind 4
De øvrige folk i verden går i jødefolkets åndelige fodspor og får samme skæbne
1306. Men andre nationer er, som før berørt, gået i "jødefolkets" fodspor, har dyrket "nationale guder" og troet, at de var "udvalgte" til at være "herrefolk", havde ret til at udplyndre, slavelænke eller ligefrem udrydde andre mennesker, andre racer, andre nationer. Deres "ypperstepræster, farisæere og skriftkloge" har "korsfæstet" millioner og atter millioner af medvæsener, blot fordi de løftede hånden og tanken i "internationalismens" favør. Også her finder vi "ypperstepræsterne" og de "skriftkloge" i forvildelse. Også her ser vi, at "de ikke vide, hvad de gøre", men tror, at de ved deres forfærdelige tortur og drabsmetoder kan forhindre det, der allerede forlængst er sket eller stadfæstet, nemlig, den guddommelige dødsdom over ethvert "herrefolkevælde" eller enhver "nationalistisk" selvtilbedelsesideals dyrkning på andre staters og folks bekostning eller undergang. Og se, fra millioner af graves lysende kors, fra millioner af små "golgatahøje" vælder "det levende vand" frem, blander sig med de øvrige strømme, floder og søer af "levende vand" i verden. Og hvor terrænet er lavest, begynder "havet" at danne sig. Og det, der ikke kan leve i "havet", må drukne eller dø.