Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1102

1102. Med hensyn til "sansning" udgør den altså det centrale i udløsningen af "årsag og virkning". For at en ting overhovedet kan "sanses" eller "opleves", må der forud eksistere noget, der har evne til at "sanse" eller "opleve". Det "noget" kender vi allerede som det "levende væsen". Som vi nævnte før, befinder dette væsen sig fremtrædende i en evig funktion, der netop betinger dets eksistens som "levende". Denne evige funktion er den i form af dets "sansning" fremtrædende udløsning af "årsag og virkning". Når et sådant "levende væsen" "oplever" eller "sanser" noget som "anelse", er denne "oplevelse" udelukkende identisk med "virkningerne" af en forudgående "årsag". Når nævnte "virkninger" "sanses" som "anelse" og ikke giver sig udslag i sansningen på anden måde, vil det indtil hundrede procent skyldes den i forvejen udløste særlige "årsag", af hvilken "oplevelsen" er "virkninger". Denne "årsag" kunne, som vi senere skal se, også have været af en sådan natur, at den ville have virket på sanseoplevelsen, ikke blot som "anelse", men også som en stærk "formodning" eller en slags "vished" i form af "tro". Ja, den kunne yderligere have virket på væsenets sansning således, at "oplevelsen" ville være blevet til realistisk "fornemmelse", en konkret oplevelse af "behag" eller "ubehag", eller den kunne være blevet en konkret "viden" eller analyse af nævnte "oplevelse". Den kunne også være blevet til et allerhøjeste "kærlighedsmøde" eller en "kærtegnsudveksling" med alt "levende" og dermed med Guddommen eller det højeste væsen, ligesom den endnu yderligere kunne have været en oplevelse af en allerhøjeste "indre" salighed. En hvilken som helst "oplevelse" eller "tanke" vil altså indgå i bevidstheden som udgørende en af disse her nævnte faser. Og hvilken fase, den der kommer til at sortere eller fremtræde under, vil altså være betinget af den forudgående "årsag", "oplevelsen" er en "virkning" af. Denne forudgående "årsag" er selve "sanseevnen". Denne er, som før nævnt, evig, men holdes i live i kraft af, at den er en omdannelse af "årsag" til "virkninger" og af "virkninger" til "årsag". Den udgør en kombination af "virkninger" af alt, hvad det pågældende "levende væsen" har oplevet i sine tidligere liv. Disse "virkninger" af tidligere liv fremtræder således i dag i form af "sanseevnen" som "årsag" til, hvad det samme væsen kan "sanse" eller "fornemme" af alle de energiudløsninger eller påvirkninger af livet, det kommer ud for eller er i berøring med i dag. Hvis dets "fornemmelse" af en ting i dag kun giver sig udslag i form af en meget usikker og tågeagtig "anelse", så væsenet slet ikke kan komme til at forstå eller begribe, hvad det er, det har for sig i den nævnte ting, vil det altså betyde, at væsenet slet ikke før har været i berøring med denne ting eller dens art før. Den er nyopdukkende i dets sanseområde og befinder sig så langt ude i dets yderste periferi, at væsenet endnu slet ikke kan skelne tingen så klart og tydeligt, at det kan identificere eller ligne den ved noget, det i forvejen kender.

Forrige

Næste