Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1099

1099. I sanseområdets yderste periferi har vi således kredsløbets første stadium: "instinktzonen", hvor detaljerne eller tingene, som nævnt, kun er "anelser". Idet vi retter vort blik imod en fjern ukendt horisont, kan vi allerhøjst kun "ane", hvad der ligger hinsides denne, ligesom detaljerne i samme horisonts yderste synsrand ligeledes højst ufuldkomment kan identificeres. Og i samme grad som denne identifikation er ufuldkommen, i samme grad kan nævnte detaljer kun fremkalde "anelse" i vor bevidsthed. Vor bevidsthed eller sanseområde får således en "yderste periferi", hvor al oplevelse af det, der ligger udenfor og i denne periferi, kun "anelsesmæssigt" kan opleves. Og vi får her den allerførste spæde form for "tankens" tilblivelse. En sådan "anelsestilstand" eller bevidsthedsreaktion er altså identisk med det, vi kalder "instinkt".
Hvis vi ikke kommer detaljerne i denne periferi nærmere og ikke får lejlighed til at opleve disse på nært hold eller i sanseområdets indre zoner nærmere centrum, sker der ingen udvikling af denne vor "anelsestilstand". Og "tanken", som altså på dette trin kun er "anelse", går så ganske uudviklet over i bevidstheds- eller sanseområdets "hukommelseszone" for der at opbevares som "anelseserindring". Et "levende væsen", hvis bevidsthedsfunktion hovedsageligt kun udfolder sig på denne måde, kalder vi en "plante". Vi vil derfor udtrykke "tanker", der i sin udvikling endnu kun er "anelse", som "vegetabiltanker". Da intet "levende væsen" kan eksistere uden at have en "sanseperiferi", og sansereaktionerne eller "tankerne" her i henhold til ovennævnte absolut kun kan fremtræde som "vegetabiltanker", bliver det således i tilsvarende grad til kendsgerning, at der principmæssigt i ethvert "levende væsens" sanseområde findes et "planterige".

Forrige

Næste