Livets Bog, bind 4
"Tankerne" fremtræder som: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsestanker, ligesom de levende væsener fremtræder som: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesvæsener
1095. Den passage i horisontområdet, som enhver "oplevelse" må passere for at blive total eller fuldkommen, hvilket igen vil sige: for at blive til "kosmisk analyse", er nøjagtig den samme, om end i mikroform, som den, ethvert "levende væsen" må passere for at nå fuldkommenheden. En "oplevelse", hvilket igen vil sige: en "tanke" eller "forestilling" er således ikke fuldkommen, før den repræsenterer spiralkredsløbets fem ydre stadier: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens- og intuitionsstadiet for derefter at forsvinde i samme spirals sjette og indre stadium: hukommelsesstadiet. Vi må derfor markere de forskellige tankearter efter det stadium, de repræsenterer i spiralkredsløbet, idet dette stadium netop ligger til grund for deres "stedbetegnelse" i det pågældende væsens sanseområde. Hver enkelt tanke må således på sin færd igennem kredsløbet repræsentere de samme stadier som de "levende væsener" i samme kredsløb. "Tankerne" vil derfor blive at udtrykke som: "instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsestanker", ligesom de "levende væsener" er at udtrykke som "instinkt-, tyngde-, følelsesvæsener" osv. "Tankerne" repræsenterer således udviklingsstadier akkurat ligesom de "levende væsener".