1093. Det, der gør det "levende væsen" til en "individualitet", er dets identitet som centrum i et "perspektiv", hvilket sidste igen er det samme som "det sansedes" placering i forhold til centrum i sanseområdet. Da intet væsen kan være centrum i et andet væsens sanseområde, kan tingene, som før nævnt, umuligt udvise helt det samme forhold til det centrum, vi selv udgør i sansningen, som de udviser til det centrum, som "næsten" udgør i sanseområdet. Og det er denne forskel i tingenes placering i forhold til centrum, der betinger det "levende væsens" evige "individualitet". Og her er vi ved den alvorligste foreteelse i hele det "levende væsens" fremtræden. Thi dette dets "identitet" som "individualitet" er kernen i hele væsenets skæbneopbygning, hvilket igen vil sige: er fundamentet for væsenets oplevelse af sin "næste" og dermed af Guddommen og bliver således udelukkende bestemmende for, hvorledes forholdet mellem denne "næste" og det selv skal komme til udløsning. Væsenets "individuelle" sanseoplevelse eller udsyn bestemmer således udelukkende væsenets "forhold" til "næsten", eller til den eller den ting, eller om foreteelserne i dets omgivelser skal være "fjendskab", skal være "krig" og "lemlæstelse", "død" og "undergang", eller de skal være "venskab", "sympati" eller "kærlighed", "kærtegn" og "velsignelse". At finde grundlaget for eller årsagen til "individualiteten" er således det samme som at finde roden til alt "ondt" såvel som til alt "godt". Det fulde kendskab til "individualitetens" årsag er i højeste grad "de vises sten". Det viser indtil hundrede procent tåbeligheden i al udfoldelse af "vrede", "brutalitet", "vold", "hævn" og "forfølgelse" og gør Jesu ord til videnskabelig sandhed, der hvor han siger om sine bødler, hvilke igen i virkeligheden vil sige: alle, der udløser en eller anden form for "inhumanitet" eller "ukærlighed", at "de ikke vide hvad de gøre".
      Da dette kendskab således har en overordentlig afgørende betydning i individets viljeføring, og samme individ ligeledes umuligt vil kunne opnå at skabe sin skæbne fuldkommen uden dette kendskab, og samme kendskab for det jordiske menneskes vedkommende derfor er det absolut "eneste fornødne", skal vi her og i et efterfølgende symbol anskueliggøre nævnte årsags særlige princip eller analyse.