1089. Som vi før har berørt, er det, der gør et "noget, som er", til et "levende væsen", dets sanseområde eller sansehorisont. Uden denne var det jo ikke noget "levende væsen". Men da de levende væseners sansehorisonter ligger på forskellige mentale højder, bliver deres horisontområder således af tilsvarende forskellige udsyn eller overblik. Det, vi sanser eller oplever af det "levende væsen", er således dets mentale udsigtspunkt eller udsyn og dets heraf bestemte manifestation og viljeføring. Og da det er væsenets mentale horisontområde eller overblik, der fuldstændigt markerer væsenets fremtræden i livet som "plante", "dyr", "menneske", "visdomsvæsen", "intuitionsvæsen" og "salighedsvæsen", bliver disse betegnelser i virkeligheden udtryk for mentale højdepunkter. Dog må det i denne forbindelse bemærkes, at "salighedsvæsenet" i sig selv ikke udtrykker et "højere" trin end "intuitionsvæsenet". Forskellen vil derimod her være den, at førstnævnte væsen ikke lever i nogen "ydre verden", men derimod genoplever alle de ydre verdener i form af en i et stort område isoleret "indre verden", hvis detaljer som tidligere berørt i "Livets Bog" udelukkende er erindringer fremtrædende i "guldkopier", hvilket i virkeligheden igen vil sige: dets egen "fortid" forædlet og fuldkommengjort. "Intuitionsvæsenet" såvel som spiralens øvrige væsener lever jo derimod fundamentalt i de ydre verdener. Disse ydre verdener, såvel som "salighedsriget" kender vi allerede som "trin" på "udviklingsstigen" (symbol nr. 7, Livets Bog, bind 1). Da livsoplevelsen således er at inddele i mentale højdepunkter, bliver den i virkeligheden at udtrykke som et mentalt "bjerg", i hvilket de nævnte punkter eller trin er afsatser. "Udsigten" fra hver af disse afsatser har altså sit eget særlige perspektiv, der er desto mere detaljeret og omfattende alt eftersom afsatsen ligger nær "bjergets top" (den guddommelige verden), hvor det netop kulminerer og dermed markerer detaljerne fra alle underliggende afsatser eller trin på "bjergets" sider. Hver af disse afsatser eller "udsigtspunkter" har ligesom alle andre udsigtspunkter sit særlige perspektiv. Derfor vil væsenerne på samme afsats også mere eller mindre være den samme "udsigt" underkastet. De vil i det store og grove udgøre de samme sanseområder og derved ligeledes i det store og grove være underkastet den samme indstilling til selve "sansebjerget" med undtagelse af den lille perspektiviske forskel, der nødvendigvis må være mellem de enkelte individer, idet de jo er nødsaget til at måtte indtage hver sin "plads" eller sit "rum" på afsatsen. Intet væsen kan jo indtage et andet væsens rum. Og det er denne lille uindtagelighed af hinandens legemlige og åndelige rum, der som før nævnt, gør væsenerne "individuelle". Selv om væsenerne befinder sig på samme sanseafsats, må de alligevel udgøre hvert sit midtpunkt i det fra afsatsen forekommende perspektiv. Og da de således ikke udgør det samme midtpunkt i perspektivet, bliver udsigten ikke helt den samme for væsenerne, selv om de befinder sig på den samme afsats. Vi bliver derfor vidne til, at væsenerne på samme afsats har en fælles "storhorisont" og en individuel "mikrohorisont". Det er en sådan "storhorisont", der giver afsatsen sit navn f.eks. som "menneskeriget". Alle voksne normale væsener indenfor dette rige erkender eller ser dette riges eksistens som adskilt fra de andre af "sansebjergets" afsatser f.eks. fra "planteriget" og "dyreriget". Dette syn er altså udtryk for vedkommende afsats' perspektiviske hovedlinjer eller grundtræk. Det er væsenernes "storhorisont" på denne afsats.
 
____________
* Rettet fra “storhedshorisont” til “storhorisont”, jf. stykkets tekst.